Lederen burde have videregivet bemyndigelse til at foretage det samme som lederen.

Det lyder som en problemstilling fra det gamle industrikultur og ikke noget fra det moderne erhvervsliv.

Kom med nogle mere relevante dillemmaer!!

Jeg ville nok vælge 3-5: Indse, at jeg ikke var dygtig nok til at uddelegere, informere medarbejderne om, at de selvfølgeligt bare kunne ringe nårsomhelst, hvis det var vigtigt, kontakte kunden og se, om ordren kunne reddes, og informere min chef om det opståede problem, og hvad jeg havde gjort ved det.

Bortset fra det, så ville jeg aldrig holde 4 ugers ferie med forbud mod kontakt. Ligesom min familie og mine venner kan kontakte mig, mens jeg er på arbejde, så kan min arbejdsplads selvfølgeligt også kontakte mig, når jeg er hjemme, men jeg har heller aldrig fattet det der med work-life balance, hvor den underliggende forståelse er, at arbejdet er noget andet end livet. Det er noget forbløffende vrøvl, men jeg kan sagtens forstå, at man bliver stresset, har mange sygedage og bare glæder sig til pensionen, hvis man opfatter arbejdet som noget, der stjæler tid fra livet.

Hvis man helt generelt hellere vil møde ind til en katastrofe mandag, end at bruge en halv time på løse problemet søndag, så skal man under ingen omstændigheder sidde i en chefstilling. Ikke i min bix i hvert fald.

Afholdelse af ferie bliver i disse dage diskuteret livligt i pressen.

Som udgangspunkt vil en ansvarlig ledergruppe have fordelt, hvem i ledergruppen der dækker op for hvem og i hvilke perioder. Og som en konsekvens af dette holder hele ledergruppen selvfølgelig ikke ferie på samme tid.

I forhold til afstemningen her ville jeg krydse 4 og fortælle mine medarbejdere, at jeg nok ikke havde været tydelig nok. Og i det virkelige liv ville jeg gøre 3+4+5

Michael Skjøt
http://www.skjoet.net

Nå står der jo, at jeg som Udgangspunkt ikke må forstyrres. Det tolker jeg som, at der ikke skal ringes til mig i tide og utide, men at man godt kan kontakte mig, hvis der opstår vigtigere problemer som dette må siges at være, så jeg synes de burde have ringet.

Så jeg ville svare punkt 2,3 og 4.

Jeg syntes dette dilemma kan godskrives manglende indsigt i ledergerningen. Dette må ikke kunne lade sig gøre i en virksomhed i 2010, hvor man må forvente de værste fjolser er fyret under krisen. Findes sådanne ledere bør de omgående afvikles.
Det minder jo om at kaptajnen beordrer folk ombord i seng uden brovagt, så kan vi se hvor skibet sejlet hen når vi vågner.
Selvfølgeligt skal lederopgaven overdrages til en anden person, eks en førstemand, souschef, lederkollega eller andet.

Som jeg læser det, er der jo ikke sket noget. Virksomheden er "gået glip" af en stor ordre jo, men der er der jo hverken tabt eller vundet noget ved, og det skyldes næppe at jeg har været på ferie.

Uanset årsag kan man ikke overdrage ansvaret nedad. Ansvaret kan kun anfægtes opad!
Naturligvis er ansvaret helt og holdent chefen der er taget på ferie.
Han har taget beslutningen om, at han ikke vil kontaktes, hvilket er en helt i gennem useriøs beslutning. En chef er aldrig helt på ferie, med mindre man er udenrigsminister Lene Espersen.

Hvis jeg som chef har bevilget mig selv 4 ugers ferie og i den periode ikke har ringet tilbage til fortet og hørt hvad der sker og om der er noget som evt skal afklares.

Måske jeg er igang med at søge et andet job, eller den næste som skal strukturtilpasses.

Jeg har endvidere lavet en ekstrem dårlig overdragelse til min afløser, der åbenbart end ikke ved at han kan ringe til mig hvis der sker noget vigtigt.

Men må "sku" gå udfra at en anden har ansvaret, når chefen er på arbejdet. Og at denne naturligvis kontakter den nogle højre i systemet, fåfremt der skulle opstå problemer.