Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Sig det ligeud: Du er ikke god nok

Selv det mest brændende engagement er ikke nok til, at en ansat skal have lov til at løse opgaver, du som leder ikke mener, personen er dygtig nok til.

Vel skal det gøres gelinde, men beder en ansat om at være med til at løse opgaver, som han eller hun ikke har kompetencerne til at tage sig af, er du nødt til som leder at afvise den ansattes ønske om at bidrage til lige præcis de opgaver.

Sådan lyder konklusionen i Ugens Dilemma på Business.dk, som i denne uge handler om medarbejderen Randi, der med stor iver giver udtryk for gerne at ville reræsentere virksomheden på en messe, som kan have stor betydning for virksomhedens fremtidige muligheder på fødevaremarkedet.

Som leder vurderer du dog ikke, at Randi er den rette til opgaven. I stedet vil du hellere have to andre ansatte – Jacob og Lisbeth – med, som du har tiltro til har de rigtige kompetencer til at få det bedste ud af messen.

Værn om relationen

»En del af lederjobbet er at lede og fordele opgaverne mest hensigtsmæssigt. Du vil som leder ofte stå i situationer, hvor din tiltænkte løsning ikke holder, hvorfor du er tvunget til at navigere i forhold til mulige løsninger. Så længe dine beslutninger involverer dine medarbejdere, er det vigtigt at melde klart ud, men samtidig udvise situationsfornemmelse. Du skal trods alt arbejde sammen med medarbejderen efterfølgende,« siger Michael Uhrenholt, ledelsesrådgiver hos Lederne.

Selv om 44 procent af læserne på Business.dk har valgt løsning nummer et, hvor du fastholder din plan om at tage de to andre medarbejdere med, og blot meddeler Randi dette uden at vende hendes tilbud med hende, er det altså for kortsigtet en handling. Heller ikke løsning fem, som knap hver femte læser har foretrukket, og hvor du inviterer samtlige ansatte i teamet til at byde ind, hvis de ønsker at tage med på messen, er anbefalelsesværdig.

Giv en forklaring

»Jeg vil klart anbefale løsning nummer fire, hvor du som leder imødekommer Randis engagement, men samtidig forklarer hende, hvorfor du ikke finder hende rigtig til opgaven. Anerkend Randi for hendes engagement og giv hende mulighed for at påtage sig en anden opgave, der kan beskæftige og motivere hende,« siger Michael Uhrenholt.

Den løsning er da også den næstmest populære blandt læserne, idet 31 procent har foretrukket denne.

Ifølge ledelsesrådgiveren kan det tilrådes også at tage en mere generel snak med Randi om, hvorfor hun brænder for at komme af sted. Fastholder hun, at det er et område, hun gerne vil arbejde med, gælder det om at få hendes kompetencer på det felt løftet op på det rette niveau.

»Jeg vil anbefale lederen at spørge Randi om, hvad der specielt motiverer hende i forhold til at arbejde på en messestand og måske herigennem aflive hendes forestilling om, hvad messearbejdet reelt består i. Såfremt Randi på sigt insisterer på at deltage i messearbejde, må målet være at klæde hende på til at kunne håndtere det,« siger Michael Uhrenholt.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu