Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Sådan hjælper du en skilsmisseramt medarbejder

Hjælp. Forliste ægteskaber koster virksomheder dyrt, fordi de skilsmisseramte melder sig syge og bliver ineffektive. Men skaden på jobbet kan mindskes med chefens hjælp.

2 Kommentarer

Fysisk og mentalt fravær blandt ansatte i krise over ægteskabsbrud koster hvert år virksomheder milliarder af kroner. 72.000 kroner er gennemsnitsprisen for en ansats skilsmisse, bl.a. fordi den fraskilte sygemelder sig og ikke yder det på jobbet, som han eller hun plejer.

Tallene stammer fra en norsk undersøgelse fra 2006, og en nylig opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at 40 procent af alle danske ægteskaber ender i en skilsmisse. 28.000 danskere bliver hvert år skilt. Ingen virksomheder kan sige sig fri for at møde medarbejdere i skilsmisse. Derfor er der god grund til at kunne håndtere den type krise blandt medarbejderne. Sådan lyder holdningen fra flere, der til daglig rådgiver såvel skilsmisseramte som deres ledere.

»Uanset hvad baggrunden for skilsmisse er, får mange folk rystet deres værdier, drømme og oprindelige tro på, hvordan man skal og bør leve sit liv. Samtidig får mange et kæmpestort bijob, fordi de skal finde ny bolig, sælge den gamle og løse andre praktiske opgaver, som skilsmissen medfører. Så de kan naturligt nok ikke yde det samme på arbejdet,« siger chefpsykolog Rikke Høgsted fra Falck Health-care, der dagligt bliver kontaktet af mennesker midt i skilsmisser, som har brug for at få krisehjælp.

Forebyg byggekaos

Chefpsykologen sammenligner skilsmissen med en ombygning, man som leder kan hjælpe til at undgå havner i et byggekaos.

»Ligesom hvis en ansat får kræft er der tale om en svær periode i medarbejderens liv, hvor der skal tages nogle hensyn. Lederen skal lytte og skabe sig et overblik over, hvor stor en ombygning, der er gang i og ud fra det fordele opgaverne i afdelingen, så det passer til, hvor mange ressourcer den ansatte har lige nu,« siger Rikke Høgsted.

Samme holdning har Sisse Fallinge, cand.scient.pol., coach og medstifter af rådgivningsvirksomheden Lifewise, der har udviklet et ledelsesværktøj til at håndtere medarbejdere i krise. Ifølge hende skal lederen afdække medarbejderens behov for fleksibilitet i forhold til arbejdstid, opgaver og ansvar.

»Men man skal også aftale, hvor længe, arbejdet skal indrettes sådan, så lederen ikke kommer til at give en fleksibilitet, man ikke kan begrænse igen,« siger hun.

Kan give dynamiske dage

Fleksibiliteten skal tænkes ind på både den korte og en længere bane, mener Rikke Høgsted. I begyndelsen har den ansatte måske brug for at gå til nogle husfremvisninger, møder med skolelærere eller advokatmøder.På den lange bane skal arbejdet tilrettelægges, så det passer ind i medarbejderens nye hverdag. For eksempel vil ulige og lige uger ofte se forskellige ud for ansatte med børn, fordi børnene skal deles med eks’en. De skiftende lange og korte arbejdsdage kan ligefrem give arbejdsgiveren nogle fordele.

»De barnløse dage kan man bruge dynamisk og se som en ressource. F.eks. kan en medarbejder i en international virksomhed, som gerne vil arbejde ti timer i træk, måske være den, der taler med medarbejderne i en anden tidszone som f.eks New York,« siger chefpsykologen.

Drop blufærdigheden

En fornuftig tilpasning af arbejdet kræver, at både leder og ansat lægger blufærdigheden lidt til side, mener HR-udviklingschef i ATP Pernille Juel Sefort, der har medvirket til udviklingen af Lifewises værktøj og som i en virksomhed med 750 medarbejdere ser hjælp til de skilsmisseramte som en helt almindelig HR-opgave.

»I mange tilfælde er det en svær ting for den enkelte medarbejder at involvere sin arbejdsgiver i, at de skal skilles, fordi det hører privatsfæren til. Man skal finde en gylden middelvej, så man frit kan tale om, hvad vi vil gøre som arbejdsplads, hvad medarbejderen selv kan gøre, og under hvilke rammer, han eller hun præsterer og leverer bedst under,« siger hun.

Rikke Høgsted mener ikke, at arbejdsgivere per automatik bør se en skilsmisse som et problem.

»Mens skilsmissen står på, vil de fleste opleve mindre trivsel. Men for nogle er det det, der skal til for at kunne leve det liv, de gerne vil. Lederen kan jo også have medarbejdere, der mistrives, fordi de lever i et dårligt ægteskab,« siger hun.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

"Det er jo helt normalt"

Jeg har også oplevet en fyring i forbindelse med en skilsmisse. Her blev jeg af min arbejdsgiver mødt med, at : Det er jo helt normalt at blive skilt, så det kan ikke være et problem...
Det var første gang fore mig - og dermned ikke "normalt" på nogen måde!
Men min efterfølgende sygemelding og forskellige vanskeligheder i forbindelse med den svære situation blev mødt med en fyreseddel.
Sådan er virkeligheden. Men ideelt set burde arbejdsgivere da forholde sig forstående, som artiklen giver udtryk mfor. Jeg tror bare ikke, det sker.

håndtering af skilsmisse

Jeg kan så fortælle, at jeg netop er blevet opsagt pga. jeg er midt i en skilsmisse, selvom arbejdsgiver havde meldt klart ud, at de havde fuld forståelse for min situation. Jeg blev nød til at sygemelde mig 3 dage for at få sovet og styr på alle de praktiske ting, der skal være styr på - hvor jeg så på 3. dagen blev ringet op, at min chef gerne ville tale med mig --> fyre mig! Tør ikke være ærlig til jobsamtale, hvis det er sådan man bliver set på!!




Markedet lige nu