Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) iværksætter nu fem initiativer, som skal komme den arbejdsrelaterede mobning til livs. Forskere og lønmodtagere mener dog, at der skal mere til for at løse problemerne på området.
25. marts 2010, 05:01
Regeringen lancerer nu en pakke med fem forslag, der skal gøre det af med den arbejdsrelaterede mobning. Blandt andet vil beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) lave en hotline, hvor virksomheder og medarbejdere, der har problemet inde på livet, kan henvende sig, og hun vil have folk til at klage anonymt til Arbejdstilsynet, som kan sætte virksomheder under opsyn, hvis der er gentagne problemer med mobning.
»Mobning er et alvorligt problem. Omkring 40.000 mennesker føler sig mobbet på arbejdet ugentligt, og på årsbasis føler 180.000 sig mobbet. Det er mennesker, som ikke trives i deres hverdag, fordi arbejdet fylder så meget. De har 61 procent mere sygefravær end andre, og det koster samfundet mange penge, samtidig er det noget af det mest modbydelige, man kan blive udsat for,« siger Inger Støjberg.
Det er bare ikke nok
Sygefraværet er højt i Danmark og skønnes årligt at koste samfundet 37 milliarder kroner. Annie Høegh er lektor i psykologi ved Københavns Universitet og forsker i mobning på arbejdspladser. Hun bakker op om, at mobning på arbejdspladser er en vigtig faktor i forhold til sygefraværet, men hun påpeger også, at der skal mere til end disse fem forslag, hvis Inger Støjberg vil problemet til livs.
»Det er en start, og det er ikke, fordi det ikke kan bruges til noget, men det er bare ikke nok. Hvis man skal mobning på arbejdspladser til livs, så skal man ud på de enkelte arbejdspladser og lave handleplaner, der kan forebygge problemet, så de ved, hvad der skal gøres, når det kommer. Derudover kræver det en aktiv indsats fra arbejdspladsen, at man erkender, at det er et problem, som findes, og at man ønsker at gøre noget ved det i samarbejde mellem ledelse og medarbejdere,« forklarer Annie Høegh.
Hos arbejdsmarkedets parter er der stor opbakning til, at Inger Støjberg nu vil have et øget fokus på den arbejdsrelaterede mobning. Men i lønmodtagernes hovedorganisation LO savner man dog noget mere slagkraftigt.
Flere rammes
»Vi kan se, at andelen af dårligt psykisk arbejdsmiljø stiger markant, så det er vigtigt at tage fat på, og der er masser af gode elementer i det, hun kommer med, men jeg savner nogle tiltag, som relaterer sig til livet ude på virksomhederne,« siger LO-sekretær Ejner Holst og uddyber.
»Jeg besøgte Arlas ostefabrik på Fyn for nylig, hvor de har udpeget mobbeambassadører og en nedfældet handleplan til, når der opstår mobning. Det er netop det, det handler om. Man burde forpligte virksomhederne til at lave en mobbepolitik og trivselsmålinger, så man ved, hvordan det står til med mobningen,« siger han.
Hos arbejdsgiverne er man ikke helt enige i, at mobning er et problem på den gennemsnitlige arbejdsplads.
»For de mennesker, der udsættes for mobning, da er det et stort problem, som skal løses. Det kan godt være tabubelagt at snakke om det, og derfor er det fint med dialog og synlighed,« siger chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening Sarah Fredberg.
Hun mener dog ikke, at det bør være nødvendigt at inddrage Arbejdstilsynet som det første, sådan som beskæftigelsesministeren nu vil have, at offeret for mobning skal gøre anonymt.
»Størstedelen af alle virksomheder vil tage det seriøst, hvis en medarbejder føler sig mobbet, og derfor er det også smartere, hvis man tager den dialog ude på den enkelte virksomhed,« siger Sarah Fredberg.
































