Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Nye tider kræver nye måder at netværke på

At kende nogen via internettet er ikke det samme som personlige relationer. Mange begynder at overveje, hvordan de egentlig skal benytte deres netværk, hvis de skal ud at søge nyt job.

Det ser flot ud at have tusindvis af venner på FaceBook eller en stribe kontakter på LinkedIn. Men kan man nu også regne med, at de elektroniske bekendte, når det kommer til stykket, er de »rigtige venner«, som Jodle-Birge sang så gribende om?

Efterhånden som den økonomiske krise strammer til, mange mister deres job, og flere frygter at gøre det, begynder nogle måske at overveje, om de har det rigtige netværk, og om de bruger det rigtigt. Nye tider kræver måske nye netværkstaktikker, skriver Wall Street Journal.

Såvel i USA som herhjemme besættes mange job gennem netværk, altså personlige bekendtskaber. Og netop internettet er blevet et populært og nemt sted at opbygge og holde styr på en masse kontakter.

»Men overliggeren er hævet for, hvad det kræver at få et netværk til at fungere,« siger Scott Allen, en amerikansk konsulent med indsigt i online netværk, til Wall Street Journal.

»Virtuel interaktion giver os mulighed for at skabe illusionen om at netværke ved at skabe elektroniske kontakter med andre. Men det er kun et udgangspunkt. Du har stadig brug for en eller anden form for relation.«

Allen foreslår, at når man f.eks. inviterer andre til at deltage i sit LinkedIn-netværk, så tilføjer en personlig hilsen eller et tilbud. Det kan være i form af en henvisning til en interessant artikel eller kontakt til en god kunde.

Personlig vurdering

I den virkelige, ikke-virtuelle verden kan man prøve at finde ud af, hvornår nøglepersoner i den virksomhed, man er interesseret i, deltager i konferencer eller arrangementer. Så gælder det om at forberede sig på en god måde at få kontakt med dem på. Chancen for at man helt tilfældigt bumper ind i chefen for en attraktiv arbejdsplads til et møde, er ikke synderlig stor.

Er man på et elektronisk netværk, skal man overveje, hvordan man kan bruge det aktivt. Wall Street Journal beretter således om en jobansøger, hvis venner sang til hans pris på internettet forud for en jobsamtale. Forinden havde han opfordret sine net-venner til at vurdere sine kvalifikationer. »Bare med en enkelt sætning,« bad han. Det resulterede i anbefalinger, der rakte lige fra kortfattede haiku-digte til alenlange lovprisninger.

Men det behøver ikke være ros alt sammen. Man kan bruge sine internet-venner – hvis man ellers kender dem rimeligt godt – til at lave en form for 360 graders vurdering af ens potentiale. Altså en vurdering af ens gode og dårlige sider. Det kan også gælde så enkle ting som fremtræden og påklædning.

Wall Street Journal giver et eksempel på en netværksspecialist Diane Darling fra Boston, der brugte sit netværk på den måde. Eller rettere hun benyttede SurveyMonkey.com, et online afstemningsværktøj til at lade sig bedømme. På den måde gik det op for hende, at de bohemeagtige lilla bukser, hun normalt gik i, ikke så særligt »erhvervsagtige« ud. Bukserne blev omgående skiftet ud med mere klassisk business-tøj.

»Mine kontakter ville aldrig have sagt det til mig personligt,« mener Diane Darling.

 




Markedet lige nu