11. december 2011, 14:53

Man kunne på DR1 søndag i 21-nyhederne høre om de konsekvenser, det kan have for unge mennesker at deltage i realityprogrammer på tv og bagefter blive konfronteret med alle de – i mange tilfælde – tossede ting, som man på et tidspunkt har gjort. I programmet fortalte en tidligere deltager i et af disse realityprogrammer, at han ikke var begejstret over at kunne se sig selv på YouTube i nogle prekære situationer.

»Ja, det er ikke lige det, man vil have på sit cv,« sagde han – selvom han er i job i dag. Fortidens synder og jobmulighederneHan er altså bekymret for sit cv, og om omverdenens syn på det, de kan se på nettet om ham. Hvad vil en eventuel kommende arbejdsgiver tænke om ham, hvis arbejdsgiveren Googler ham og finder alle de lidet flatterende ting på nettet? Vil det påvirke arbejdsgiveren så meget, at vedkommende måske vælger ikke at invitere til samtale? Eller vil det på anden måde påvirke hans muligheder i fremtiden.

Det er et faktum, at man i dag kan blive konfronteret med alle sine gerninger på nettet (godt det ikke var sådan, da jeg var yngre!), og at hvis man Googler enkeltpersoner, så kan man finde mange oplysninger om dem. Oplysninger, som de måske ikke engang selv vidste var tilgængelige på nettet – oplysninger, som de måske ikke er interesserede i, at alle får mulighed for at se. Det kan være en artikel eller et indlæg, man har skrevet som ung; det kan være en optagelse fra en julefrokost, som ikke præsenterer en på den rareste måde, det kan være lidt ungdommelig kådhed, der bliver optaget af velmenende venner og lagt på Facebook. Ti år senere eller dagen efter er det knap så morsomt.

Skriftlige anbefalinger

Samtidig eskalerer ”anbefalelsestrangen” på eksempelvis LinkedIn: Jeg bliver stadig i ny og næ spurgt, om jeg vil anbefale folk på LinkedIn – selv folk, jeg kun har mødt kort. Jeg hører ofte, at folk føler, det kan være lidt grænseoverskridende at blive spurgt af andre, om man vil anbefale dem. Det kan måske opfattes lidt uhøfligt at sig nej, og eftersom man næppe skriver noget meget negativt, så kan man lokkes til at udtrykke sig mere positivt, end man måske egentlig vil. Men en positiv anbefaling med navn på er et kraftigt udtryk, og det kan ikke afvises, at andre tillægger en sådan anbefaling større værdi, end den der skrev den.

Den generelle udfordring med internettet er, at mængden af information er overvældende og at kildekritik er afgørende. Kildekritik er også afgørende for os, som hver dag er med til at vurdere, hvem af et udvalg af kandidater der er den rigtige til et givet job. Jeg vil tro, at mange Googler deres eventuelle topkandidater, inden de træffer den endelige beslutning om at ansætte.

Kan man afvise, at de kan blive påvirket af det, de eventuelt oplever i den forbindelse? Det kan man ikke, selv om det kan være mange år siden, at kandidaten optræder som en sindssyg en sen nat, og at hans venner har været så ’’flinke’’ at lægge optagelsen på nettet, så alle andre kan få lov at få den oplevelse. Eller læse den artikel til lokalbladet, der blev skrevet for ti år siden, og som giver udtryk for nogle ungdommelige radikale holdninger, som man i mellemtiden er vokset fra. Skal man vurdere en kandidats egnethed kun ud fra det, og kan man konkludere på baggrund af, hvad man ser på internettet?

Det kan selvfølgelig være så grelt, og der kan være udtryk for så forskellige værdiopfattelser, at det kan være svært at se bort fra, men derudover mener jeg, at det er en god idé at give kandidaten tvivlens nåde, men bibeholde sin sunde skepsis og tale med kandidaten om det, man har set på nettet om vedkommende, når man møder ham eller hende.

Som kandidat mener jeg, at det er en god idé at tjekke, hvad der ligger på nettet om en, så man er vidende om det og kan forholde sig til det, hvis man bliver spurgt.Og så er det generelt en god idé at bevare sin sunde skepsis overfor diverse fantastiske anbefalinger, som man læser om folk på eksempelvis LinkedIn. Det er et af kravene til folk, der arbejder med rekruttering. At være åben, mens man bibeholder sin sunde skepsis.