Danske chefer er for dårlige til at få afholdt de årlige medarbejderudviklingssamtaler, MUS. Og de, der holder dem, bruger ikke resultaterne til noget.
Var du heller ikke til medarbejdsudviklingssamtale – den såkaldt MUS – sidste år?
Så er du langt fra den eneste. En ny undersøgelse som Epinion har gennemført for HK/Privat viser, at hver tredje aldrig har det årlige møde med chefen.
Men måske er du slet ikke gået glip af noget. Undersøgelsen viser nemlig også, at
hver fjerde af dem, der har samtalerne, er utilfredse og føler, at de ikke får noget ud af MUS’en.
”Det er meget ærgerligt, at man ikke bruger mus-samtalen mere. Den er nemlig et fantastisk redskab, hvor både medarbejder og chef har mulighed for at udvikle arbejdet og få fælles udbytte af medarbejdernes resurser. Det er arbejdsgiverens ansvar at tilrettelægge og gennemføre samtalerne, og der må vi sige, at alt for mange svigter”, siger uddannelsespolitisk sekretær i HK/Privat, Claus Agø Hansen.
Undersøgelsen afslører, at medarbejderne ikke føler, at samtalen bliver brugt til noget i dagligdagen, når først den er holdt. Hele 37 pct. mener, at opfølgningen på deres mus-samtale er dårlig eller meget dårlig
”Det her er noget vi bliver nødt til at tage op overfor arbejdsgiverne, fordi for mange er samtalen den eneste mulighed for at se på fremtiden eller få udviklet deres job og kompetencer. Ingen kan være tjent med det spild af resurser, der ligger i, at forventninger bliver for dårligt afstemt, eller at der mangler opfølgning fra ledernes side”, siger Claus Agø Hansen.




