Del : SMS
Berlingske Business

Luksus blev hans liv

Ulrik Garde Due.
Georg Jensens topchef Ulrik Garde Due. Foto:

Georg Jensens førstemand, Ulrik Garde Due, vendte i 2007 hjem til den danske erhvervsscene efter at have slået sine folder globalt i et kvart århundrede. Hans internationale udsyn har bragt 108-årige Georg Jensen tilbage på den internationale landkort, og nu skal det for alvor bringe virksomheden op i den internationale luksusliga.

Artiklen fortsætter under annoncen

For fem år siden bød Ulrik Garde Due »en smuk gammel dansk dame« op til dans. Sådan kalder han i hvert fald den gesjæft, han blev sat i spidsen for. Uagtet at »damen« i virkeligheden er virksomheden Georg Jensen.

Da Ulrik Garde Due inklinerede for »damen« nærmede hun sig de 100 år. Hun var lidt stiv i koderne og havde svært ved at finde takten, men den elegante, myndeslanke herre forstod arvesølvets værdi og fik moderniseret Georg Jensens brand og gjort den til en del af den internationale luksusindustri.

Han bragte pustet med fra den globale verden, han som purung var rejst ud i. En karrierefærd, der begyndte som oliemægler i Paris for 30 år siden. Videre over den danske ambassade i Paris og ejendomshandel til ekstravagante bekendtskaber i luksusindustrien, om end de i begyndelsen lignede den bedagede »dame«, han mødte i Danmark; eksempelvis det franske modehus Celine, der bragte ham til Tokyo, New York og tilbage til Paris til italienske Cerruti 1881, før Burberry et mærke, der var farvet af et falmet image af havregrødsfarvet trenchcoat med konservative tern bragte ham til London.

Under den amerikanske administrerende direktør Rose Marie Bravo var Ulrik Garde Due ansvarlig for internationalt salg og marketing med til at dirigere Burberry fra tanterne mod trendsætterne. De så velkendte tern var pludselig at få på bikinier, boksershorts, briller og børnetøj, og folk strømmede til for at smykke sig med det nye, let genkendelige statussymbol.

Burberry-feberen steg til kogepunktet, så teenagere, B-skuespillere og hooligans fik tern på hjernen. Det kom så vidt, at dørmænd en overgang nægtede at lukke gæster med Burberry-kasket ind på natklubberne. Mærket var blevet banalt. Det lykkedes ledelsen, heriblandt Ulrik Garde Due, og designteamet at begrænse den truende katastrofe alene til Storbritannien.

Det var den kuffert af erfaringer han kunne smække op, da han landede på Sønder Fasanvej på Frederiksberg i København for fem år siden. I øvrigt var han på daværende tidspunkt medlem af Royal Copenhagens bestyrelse.

Ulrik Gardes danske sprogtone er derfor fra en lidt svunden tid. Han taler DR-Radio-dansk, sådan som det lød for 29 år siden, da han rejste til Paris naturligvis krydret med både fransk og engelsk.

»Det at kunne flytte hjem og være mere sammen med min far og kunne bruge min internationale erfaring og netværk til at løfte den gamle smukke dame, virkede timingmæssigt helt rigtigt. Samtidig følte jeg, at jeg karrieremæssigt var klar til at tage den øverste lederstol.«

Et kulturchok på ølkassen

Debuten som topchef for Georg Jensen, der var i krise, blev yderligere forværret af, at verden gik i recession. I de første år trimmede han virksomheden, underskuddene stod i kø, men de seneste to år har Georg Jensen haft et mindre overskud og øget omsætningen.

»Vi har nu skabt en stærk platform. Vi har de rigtige produkter. Vi har den rigtige prispyramide. Vi har godt fat i markedsføringen af de danske værdier. Vi har givet vores brand lidt mere energi, lidt mere sexappeal og gjort det mere relevant for en yngre målgruppe, hvilket tidligere var et stort problem, fordi vores kundegruppe var ved at uddø.«

I 2011 lå overskuddet på seks millioner kr. efter skat, mens omsætningen steg otte procent til 914 millioner kr., anført af vækstrater på 24 procent i Asien minus Japan og Australien og 21 procent i Storbritannien og USA.

Ulrik Garde Due kalder det et »kulturchok, langt større end jeg troede« at vende tilbage til en dansk virksomhed.

»Men fascinerende. Jeg kan tydeligt huske det, som var det i går. Den fornemmelse, da jeg kom til Georg Jensen første gang, hvor jeg blev introduceret for mit nye team. Jeg husker min tidligere pr-chef, der så glimrende sagde på jysk: ’nu skal op på ølkassen’.«

»Vi er meget demokratisk tænkende herhjemme,« smiler han.

»Der var nogle basale ting, jeg skulle vænne mig til; men det er lykkedes at få tvistet firmakulturen, så vi er blevet mere gearet til at drive en international virksomhed.«

De danske rødder

I november fik Georg Jensen ny ejer, da kapitalfonden Axcel solgte virksomheden til Investcorp i Bahrain. Et selskab, der med succes bl.a. har revitaliseret luksusmærker som Tiffany og Gucci, så de i dag befinder sig i mærkevarernes superliga.

Opgaven for Ulrik Garde Due er nu at bringe 104-årige Georg Jensen helt ud på den internationale scene som et ultimativt internationalt luksusmærke. Han er nået godt i mål; og han ser de nye ejere som dem, der kan hjælpe ham med at bringe sølvsmeden videre på den rejse. Han kender Georg Jensens nye investorer fra sine tidligere meritter i luksusbranchen.

Ulrik Garde Due er vokset op i et »borgerligt, stabilt hjem i Charlottenlund«. Faderen var jurist. Han arbejdede først for Dansk Arbejdsgiverforening og blev senere direktør i pensionsselskabet PFA. Moderen arbejdede i Udenrigsministeriet, inden hun blev hjemmegående og passede Ulrik Garde Due og broderen Torben, der også har gjort international karriere som investmentbanker.

»Allerede i gymnasiet havde jeg en higen efter at opleve kultur og udland. Jeg var inspireret af min far, der var meget frankofil.Han rejste en del i Frankrig og boede i Geneve. Shippingbranchen var derfor en god måde at få en uddannelse med rimeligt lette muligheder for at komme ud at rejse; og for at gøre det godt inden for shippingbranchen, skal du have noget udlandserfaring.«

Ulrik Garde Due var shippingelev i Holm & Wonsild, samtidig med at han læste på Niels Brock.

»Jeg blev ret hurtigt klar over, at jeg ikke var den helt store akademiker. Jeg har altid haft brug for at kombinere praktik med teori, så derfor har jeg altid arbejdet, samtidig med at jeg har læst.«

Derefter flyttede han til Paris, hvor han blev oliehandler.

»Jeg gjorde det godt og følte mig som blommen i et æg. Jeg var begejstret for det internationale aspekt, men følte samtidig, at det var en lukket verden, hvor man talte oliepriser og fragtrater dagen lang, så jeg søgte nye udfordringer som eksportkonsulent på Den danske ambassade i Paris.«

Det var her, hans interesse for modeindustrien, siden luksusindustrien og retailbranchen, for alvor blev vakt.

»Fornemmelse for og interessen for æstetik er jeg vokset op med. Både mor og far havde en god smag. Det er godt nok et lidt vanskeligt begreb, men jeg syntes, de havde en ren stil i den måde, de indrettede sig på. Paris skubbede yderligt til interessen.«

»Jeg blev involveret i galleriåbninger, kom ind i et spændende og meget kunstnerisk miljø og var så heldig at møde folk i modebranchen bl.a. danske Erik Mortensen fra Balmain. Det var en naturlig interesse, der voksede. Især blev jeg meget optaget af, hvordan man kan blande god stil og smag og så tjene penge på det. Det er hard core business, der er meget imagedrevet, aspirerende, så markedsføringsprocesserne skal man være meget skarpe på.«

»Det har jeg det rigtigt sjovt med, og det har jeg så gjort til mit levebrød. Jeg har været med til tre brand-turnaround. Og da jeg fik opgaven hos Georg Jensen, tog jeg fat i akkurat de samme midler, som jeg brugte hos Celine og siden hos Burberry.«

Kemien med ejerne er god

Vi møder Ulrik Garde Due på hans kontor på Frederiksberg, hvor han er omgivet af dansk design bl.a. møbler fra Fritz Hansen svanen. Væggene er prydet af Georg Jensens produkter og reklamer fra Georg Jensen med den danske internationale topfotomodel Freja Beha Erichsen.

Selv om Ulrik Garde Due har fuldført den opgave, han blev ansat til, afviser han, at han sådan umiddelbart smutter videre.

»Spekulationer,« kalder han det. »Det er early days, men kemien mellem mig og de nye ejere er god.«

Især dvæler han ved, at de nye ejere, kan »bringe virksomheden op til et helt andet internationalt niveau«. Det pirrer ham, og den vision vil han gerne være med til virkeliggøre.

»Det er helt klart en anden ejer. Managementstilen er meget amerikansk, meget lig den jeg oplevede i Burberry i forhold til forventningsniveau, aggressivitet og i forhold til at nå sine mål. En meget vigtig faktor er hastigheden, og hvor hurtigt der skal eksekveres. Plus det stærke internationale udsyn. Det er som at komme tilbage til en mentalitet, jeg kender og forstår. Det betyder, at vi som virksomhed bliver voldsomt udfordret for at nå derhen, hvor forventningsniveauet er sat.«

»Samtidig har Investcorp respekten for vores brands dna og kulturhistorie. Det kunne jeg mærke, allerede da de kom her første gang. De investerer i vores fantastiske nichepositionering. Vi er ikke Cartier i Frankrig eller Tiffany i USA; men vi er danske Georg Jensen. Det er det, vi skal ud at sælge mere af. De har respekten for vores rødder.«

Netværkets lyksaligheder

Et veltilfreds smil rammer ansigtet, da han fortæller om Investcorps netværks gavnlige virkning for Georg Jensen.

»Hvis vi skal i forbindelse med en stormagasinkæde i USA på topniveau, i Østen eller i Europa for den sags skyld, så er der stor chance for, at der i bestyrelsen eller i Investcorps netværk er en, som kan ringe til nummer et i stedet for nummer tre og få sat et møde op. Samtidig har de været med til flere brand-turnaround. Det betyder, at Georg Jensen befinder sig på det niveau, hvor virksomheden skal være i dag.

Selv mener Ulrik Garde Due, at han ikke kunne have løftet opgaven hos Georg Jensen uden sine »internationale forbindelser og den erfaring, jeg har fået ved at arbejde i luksusindustrien i så mange år. Det internationale netværk er unikt, fordi jeg har kunnet ringe op og mødes med nogle mennesker, som jeg har kunnet sparre med, som arbejder inden for luksusbranchen internationalt, og som har kunnet hjælpe mig med at lukke andre døre op. Det har hjulpet mig enormt i mit job hos Georg Jensen.«

Det har da også betydet, at Ulrik Garde Due har nedprioriteret at bygge et stort dansk netværk ud over det, han allerede havde.

»Det er en afvejning, og min har været, hvad det bibringer Georg Jensen og mit professionelle virke internationalt.«

Storbyens puls og flavour

Selv om rødderne er danske, og han er veltilpas ved at være vendt hjem, var det vigtigt for Ulrik Garde Due at bevare kontakten til den internationale verden. Derfor pendler han i dag mellem London og København. Han arbejder tre-fire dage i København og de andre dage i London. I London bor hans to børn sammen med deres franske mor i Chelsea-kvarteret tæt på, hvor Ulrik Garde Due også bor sammen med sin kæreste.

»Det betyder, at jeg kan tage møder en fredag eller mandag med den del af verden, som vi arbejder indenfor. Mit liv består af tre poler: København, London og Paris. De tre steder er en del af mine faste månedsrutiner. Derudover kommer så de internationale rejser. Mit sommerhus i Tisvildeleje og et landsted i Deauville i Normandiet.«

»Det er vigtigt for mig professionelt at have linket til en storby og fingeren på pulsen, men også at holde mit internationale netværk ved lige. Samtidig er det en erkendelse af, at når man som jeg har boet 25 år i udlandet, så vidste jeg, at jeg ville få brug for luft indimellem og mærke pulsen og den internationale flavour, som især London har. Det fungerer faktisk rigtigt godt, selv om man godt kan blive lidt træt af transporttiden.«

»Et af mine personlighedstræk er, at jeg altid prøver at vende tingene positivt, så i dag er flyveturen rutine, som jeg får det bedst mulige ud af. Jeg læser, får en lur eller spiser.«

Dog medgiver han, at hvis han ikke kommer ud, kan han godt få lidt åndenød.

»Når jeg tænker tilbage på de fem år, jeg har været her, har der ikke været så mange gange, jeg har stået i Kastrup Lufthavn og tænkt:’Bare jeg kunne blive her.’ Når det er sket, har det været om sommeren, som du ikke finder bedre andre steder i verden end her. Så kan jeg dyrke min sejlsport og mine andre sportsaktiviteter og komme i kontakt med naturen, som jeg mangler i storbyerne. Eller en smuk efterårsdag kan også hive i mig, hvor man kunne nyde efterårsfarverne i Dyrehaven eller speedskate langs Bellevue.«

Sit danske netværk har han også holdt ved lige gennem alle årene.

»Jeg har i dag kontakt til alle mine gamle skolekammerater og barndomsvenner. Det har været ballast, især når jeg har boet oversøisk, at jeg har vidst, at der har været noget, jeg kunne vende tilbage til. Det har været en stabilitetsfaktor et godt sikkerhedsnet for mig, at, hvis det hele var noget lort i udlandet, kan jeg flytte tilbage. Selv om det nok dybest set var urealistisk.«

»Jeg er et enormt socialt menneske, og når jeg har fri, er det ofte i venners lag. Jeg har nok svært ved at være alene. Det er nok ulempenved at være så socialt anlagt som jeg er. Min far sagde altid til mig: ’Det er super, du er så social, men du skal også prøve at hvile noget mere i dig selv og at være alene med dig selv.’ Det er blevet bedre. Måske hænger det sammen med, at jeg kører meget hurtigt frem. Jeg har et meget højt aktivitetsniveau og agerer meget hurtigt på tingene, men jeg skal også sørge for, at der tid til at reflektere.«

Da vi møder Ulrik Garde Due, er han netop kommet hjem fra Hongkong.

»Jeg rejser stadig meget oversøisk og nyder det. Det er et fantastisk privilegium at kunne tage til flere storbyer og føle sig mere eller mindre hjemme uden den stressfaktor, man har, når man er i en by første gang.«

Hvad er luksus for dig personligt?

»Jeg tror, det for mig som for så mange andre er tiden. Jeg kunne godt bruge nogle længere døgn. Den største luksus er for mig mit helbred. Jeg er ret opmærksom på at holde mig i rimelig god form.«

Business blogs Alle blogs

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

<p>Henrik Olejasz Larsen</p>

Hør investeringsdirektør Henrik Olejasz fortælle hvor galt det i virkeligheden står til med Italien, og om vi er på vej mod en ny EU-krise efter nej'et ved folkeafstemningen søndag:

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere