Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Ledere skal også have det sjovt

Selvfølgelig skal ledere deltage i firmajulefrokoster og have en sjov aften med kolleger og medarbejdere. Ledere er ansvarsbevidste og kan godt finde ud både at have en skæg aften og trække de nødvendige grænser.

Kalenderen viser december, og blandt de mange traditioner, det fører med sig, er de årligt tilbagevendende firmajulefrokoster. I den forbindelser er jeg ofte blevet spurgt, hvordan man som leder skal opføre sig til julefrokosten.

Skal man som leder overhovedet deltage? Bør man som leder undlade at drikke alkohol? Og hvad nu, hvis medarbejderne begynder at fortælle deres oprigtige mening om chefen, når først forstanden er blevet udkonkurreret af snapsen?

Som udgangspunkt har mit svar været en forsigtigt løftet pegefinger og en melding om, at ledere godt kan deltage i julefrokoster, men at de skal være meget bevidste om deres adfærd, idet de er rollemodeller – til hverdag såvel som til fest.

Men nu må det vist være på tide at sænke den løftede pegefinger. For hvorfor er det egentlig, at der altid skal være så meget blæst omkring ledere og julefrokoster? Alle interesserer sig for lederens adfærd, for tænk hvis der nu var noget at sætte en finger på efterfølgende. Men hvem taler om, hvilken adfærd medarbejdere bør have til årets firmafest? Kort sagt: Lad dog ledere og chefer have lov til at komme til julefrokost og hygge sig sammen med kolleger og medarbejdere uden at det skal ske med en masse formaninger.

Danske lederes moral er god nok

Efter min mening har der i alt for mange år været en tendens til, at der er kommet for meget fokus på lederen til julefrokosten, uden at der egentlig har været grund til det. Det er nemlig ikke min fornemmelse, at det står så galt til med moralen og den almene dannelse hos danske ledere, at vi skal gentage de gode råd igen og igen. Og for eksemplarisk, det er altså for kedeligt! Ledere kan godt finde ud af, hvordan man skal opføre sig, og hvilken rolle og ansvar man har til en julefrokost.

Jeg vil således gerne slå fast, selvfølgelig skal ledere deltage i julefrokosten, og selvfølgelig må ledere gerne indtage alkohol. Ledere må også gerne slå sig løs på dansegulvet med en god kollega eller indgå i en spændende diskussion om et emne, som optager selskabet.

Ledere er som alle andre medarbejdere – de vil gerne være med til at feste sammen med kolleger og skabe gode relationer. Fordi man er leder, er det ikke lig med, at man skal være et dydsmønster og fornægte alt det sjove. Og tro mig: Ingen leder gider sidder i et hjørne og gemme sig af frygt for at blive observeret og konfronteret – og hvilken medarbejder ser i øvrigt op til en kedelig og uinspirerende rollemodel?

Lederne kan godt trække grænsen

Ledere skal efter min mening være deltagende i julefrokosten, være med til at sætte en god stemning og være tilgængelige. Ligesom jeg har de fleste andre ledere sikkert også gennem årene lagt øre til mangt og meget.

Den uformelle stemning gør, at mange medarbejdere lige vil synliggøre sig og fortælle om deres gode resultater, mens andre ser det som en mulighed for at fortælle om synet på de beslutninger, ledelsen har truffet. Og så er der de medarbejdere, som nærmest klæber sig til lederen, bliver meget nærgående eller meget konfronterende, hvilket i situationen godt kan kræve en hurtig reaktion og måske en overvejelse om, hvor vidt tidspunktet er kommet til at lade medarbejderne feste videre alene.

Mange forskellige hændelser i løbet af en julefrokost stiller selvfølgelig krav til lederens håndtering og vurdering af forskellige situationer, men i bund og grund handler det om noget så grundlæggende og simpelt som sund fornuft. Og heldigvis er det sådan, at de fleste ledere er meget ansvarsbevidste og har så megen selvindsigt, at de er i stand til at trække grænsen for, hvad de skal involvere sig i, og hvad de rent faktisk skal forholde sig til. Lederen ved godt, hvornår der skal handles og træffes beslutninger, og de ved udmærket, hvornår det er på tide at bryde op og tage hjem.

God fest

Summa summarum: I stedet for at komme med en løftet pegefinger vil jeg opfordre lederne til at løsne elastikken i håret, kridte danseskoene, hygge sig med medarbejdere og kolleger samt være med til at skabe den gode stemning.

God julefrokost

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu