Ledere mangler gennemslagskraft

Tungen slår knuder og budskabet trænger ikke igennem. Næsten hver tredje leder har problemer med at kommunikere i større forsamlinger, mener lederne selv.

Om det er hele medarbejderflokken, som er samlet for at høre nyt fra ledelsen, eller blot er den tættere medarbejdergruppe, der vil vende dagens opgaver med deres nærmeste chef, føler mange ledere, at det er en stor udfordring at kommunikere med de ansatte. Det fortæller lederne selv i en undersøgelse, som Ledernes Hovedorganisation står bag.

Af de 910 medvirkende i undersøgelsen svarer næsten hver tredje, at de har svært ved at få deres budskaber igennem på afdelingsmøder og andre fællesmøder. Samtidig oplever hver fjerde, at de har problemer med den daglige dialog med medarbejdergrupperne.

"Især ledere, som ikke befinder sig på øverste chefniveau, bliver usikre ved at skulle kommunikere i større forsamlinger," siger ledelsesrådgiver, Niels Henriksen, Lederne, til Magasinet Lederne.

Ifølge ham skyldes problemet i mange tilfælde usikkerhed fra ledernes egen side, fordi de ikke er tilstrækkeligt trænede til at tale til større menneskemængder. Samtidig er mange ledere efter hans mening ikke tilstrækkeligt opmærksomme på, hvor stor betydning det har, at man som leder netop er dygtig til at kommunikere klart.

Samme holdning har kommunikationsrådgiver Jesper Klit fra Jesper Klit & Partners, som rådgiver topledere. Han oplever en stigende interesse fra ledernes side for at blive bedre skåret for tungen.

"For det koster dyrt i både tid og penge, hvis budskabet ikke rammer medarbejderne i første forsøg,"
 siger han til magasinet.

Særligt skal lederne være opmærksomme på ikke at gribe til envejskommunikation i en virksomhed, hvor den herskende kultur er baseret på dialog, lyder rådet fra Niels Henriksen og Jesper Klit.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.



Markedet lige nu