Ledere er for dårlige til innovation

Fem punkter kan vise dig vej igennem en succesfuld innovationsproces – en disciplin, som alt for få ledere behersker i dag, advarer internationalt anerkendt professor.

1 Kommentar

Millioner af kroner sættes af til forskning, innovation og fremtidssikring i virksomheder, der vil stå stærkt på det globale marked. Men alt for ofte er erhvervslederne for ringe til at løfte opgaven og få innovationen til at lykkes. Sådan lyder budskabet fra den britisk-australske professor David Midgley fra den internationale business-skole Insead, skriver magasinet Lederne.

- Innovation er ubetinget det dårligst ledede område i mange virksomheder i dag. Lederne råber op om, at de vil have innovation, men i praksis gør de alt det forkerte. De kvæler den selv, siger Midgley til magasinet.

Han skelner i sin forskning mellem to typer af innovation, nemlig Incremental innovation og breakthrough innovation,, hvoraf den første kort beskrevet handler om at videreudvikle eller forfine allerede eksisterende produkter og services, mens breakthrough innovation handler om at udvikle helt nye forretningsområder, som eksempelvis IBM, der er gået fra udelukkende at være en hardware-virksomhed til også at levere inden for software. Mens lederne overvejende har styr på den første type innovation, halter det voldsomt for dem, når de skal kaste sig over den anden, og mere krævende innovationsform, mener Midgley.

- Problemet for mange virksomheder er, at innovation har forandret sig drastisk de seneste ti år. Før i tiden handlede det næsten udelukkende om at udvikle nye produkter. I dag handler det meget bredere om at give kunden en merværdi, siger Midgley til Lederne.

Han har samlet al eksisterende forskning om innovation og udviklet en plan på fem punkter, der trin for trin kan guide erhvervsledere succesfuldt igennem en innovationsproces.

Første trin

Handler om at sætte klare mål for innovationen og at formulere dem i et innovationscharter, så den processen kan gribes systematisk an. Hvilke markeder vil virksomheden innovere i og hvordan skal innovationen tackles?

Andet trin

Vælg det rette team til at drive innovationen. På dette punkt sjusker for mange virksomheder, mener Midgley. Få afklaret, om det skal være et multifunktionsteam med medlemmer fra flere af virkosmhedens afdelinger, eller et autonomt team, hvilket ofte vil være at foretrække, hvis der er tale om breakthrough innovation, fordi teamet så ikke begrænses af andre afdelinger i den kritiske fase, hvor innovationen skal finde sted. 

Sørg for, at de, der sidder i teamet, uanset hvilken form, der her vælges, har gennemslagskraft i organisationen, undgå konservative mennesker i teamet og lad forskellighed og uenigheder florere.

Tredje trin

Inddrag kunderne i innoationsprocessen, så I sikrer jer, at i bevæger jer i en retning, som kunderne rent faktisk er interesserede i. Store markedsundersøgelser er sjældent gavnlige, da de fleste generelt er modstandere af forandringer. Det gælder om at få de rigtige kunder involveret i udvilingsforløbet.

Fjerde trin

Handler om at ændre organisationen, hvilket er nødvendigt i større innovationsprocesser, hvor der ikke blot er tale om et enkelt nyt produkt men om helt nye forretningsmodeller. Alle afdelinger skal involveres, nogle grupper af medarbejdere skal optrænes til nye opgaver og produktionen skal omlægges, hvilket indebærer store omvæltninger for medarbejderne. Alle skal overbevises om, at forandringerne er nødvendige og rigtige.

Femte trin

Ifølge Midgley står og falder hele innovationsprocessen med dette sidste punkt, nemlig, markedsføringen af innovationen. For bider kunderne ikke på, er projektet mislykkedes. Vær opmærksom på de nye medier, som blogs og facebook og vær parat til at tackle eventuel negativ omtale.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

Ledere skal ikke være multikunstnere

Ledere skal ikke være gode til innovation - de skal blot give/udstikke de udvidede rammer, for at innovationen kan blomstre blandt de medarbejdere der er ildsjæle - lederen er dog nødsaget til at besidde en vis portion empati, for at kunne sætte sig ind i de personlige behov der definere rammerne.

Mvh Lars plbrake.dk



Markedet lige nu