De danske ledere mener, at de bruger for megen tid på møder og dagligdagsopgaver og for lidt tid på ledelse. Især de ledere i det offentlige oplever, at de har svært ved at slå til, viser en ny undersøgelse.
16. april 2009, 19:57 – opdateret 16. april 2009, 19:58
Mere end fire ud af ti ledere, 45 procent, oplever, at de bruger så mange timer på at sidde i møder og løse mindre opgaver, at de har svært ved at udføre deres opgave som leder.
Det viser en undersøgelse foretaget af kompetencevirksomheden Mannaz blandt 1.302 ledere i det offentlige og private erhvervsliv. Især møder kan være et problem for de adspurgte ledere.
- Hver anden leder mener, at deres tid spildes på opgaver, der kunne være brugt bedre på at udøve god ledelse overfor de ansatte. Møder er en del af ledelsesopgaven, men hvis ikke de skal drukne i ineffektivitet, bør lederne være mere bevidste om, at det er de rette møder som holdes, og at de i højere grad er konstruktive og inspirerende, siger afdelingschef Lena Meyer-Karlsen fra Mannaz.
Men også almindelige driftsopgaver ser ud til at tynge lederne. 43 procent af lederne påpeger i undersøgelsen, at de i høj til nogen grad må nedprioritere udviklingsopgaver for at tage sig af den daglige drift.
Hver fjerde leder, 26,7 procent, mener, at de bruger så meget tid på afrapportering og kontrol, at det går ud over deres daglige arbejde.
Og det er især de offentlige ledere, der synes det er vanskeligt at finde den rette balance mellem de krav, der stilles til dem og deres egne ressourcer, selvom mødepresset opleves ens af lederne uanset deres stilling og niveau i virksomheden






























































