Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Ledelse bør melde klart ud om brug af Facebook

Ledelsesekspert mener, at det skal meldes ud til medarbejderne, hvad ledelsen mener om Facebook, så medarbejderne ved, om de må bruge Facebook i arbejdstiden.

Nogle ledere stempler Facebook og andre sociale netværk som tidsspilde, mens andre ser det som en måde at netværke på.

Emnet til sidste uges »Ugens Dilemma«, hvor et ledelsesproblem bliver lagt ud på Business.dk var, at en teamleder opdager, at flere medarbejdere bruger Facebook i arbejdstiden. Spørgsmålet er, om lederen skal anse Facebook som »stedet«, hvor forretningsfolk tester gode idéer og sender de første prøveballoner op. Eller om stedet er en tidsrøver, der hører til i fritiden.

Debatten fik 193 til at stemme. Over halvdelen betragtede Facebook som en positiv netværksmulighed.

22 procent ville forslå ledelsen, at medarbejderne fik undervisning i at få det optimale ud af Facebook. Men lidt under halvdelen – 49 procent – anser Facebook for at høre til i privatlivet. Blandt andet ville 29 procent forsøge at få ledergruppen til at forbyde brug i arbejdstiden, blandt andet for at mindske risikoen for »virus«.

En læser, der kalder sig Christian, mener endda, at medarbejderne bør gå ned i tid på jobbet eller få flere arbejdsopgaver, hvis de er i stand til at lave overspringshandlinger som at gå på Facebook i arbejdstiden.

Spørgsmålet om hvorvidt Facebook skal tillades eller ej, får dog også flere til at se Facebook som en mulighed.

»Personligt mener jeg ikke, at man skal begrænse folks frihed til at disponere over deres egen tid. Vi lærer forskelligt og arbejder også forskelligt og nogle arbejder bedre, hvis de ind imellem kan komme væk fra problemstillingen i fem minutter,« siger en læser, der kalder sig Peter.

Drop forbud
Uanset holdning, skal ledelsen melde ud til medarbejderne om de må bruge Facebook i arbejdstiden, mener ledelsesekspert Rikke Andreasen fra Ledernes Hovedorganisation. Hendes holdning er, at frem for at diskutere for eller imod Facebook, skal teamlederen tage stilling til, hvordan medarbejderne kan bruge Facebook i arbejdstiden,

»Lederen kan med fordel tage medarbejderne med i diskussionen, da det ikke giver mening at møde den teknologiske udvikling med et forbud,« siger hun.

Samtidig anbefaler hun, at teamlederen – med udgangspunkt i løsning to – tager initiativ til at undersøge, om der er behov for en Facebook-politik.

»Hvad en Facebook-politik skal indeholde, afhænger af arbejdspladsens og ledelsens kultur. Dybest set er spørgsmålet: Har ledelsen tillid til, at medarbejderne er ansvarlige og selv i stand til at administrere deres tid på en måde, der ikke går ud over effektiviteten?,« spørger hun.

For uanset hvor liberal eller restriktiv en Facebook-politik virksomheden har, skal ledelsen ifølge Rikke Andreasen kunne melde klart ud, så medarbejderne ved, hvad de skal forholde sig til.

»Af samme grund skal teamlederen overveje, om de kommunikative og sociale egenskaber, som medarbejderne får via sociale netværk som for eksempel Facebook, kunne have et potentiale, som virksomheden kan nyde godt af.«

 




Markedet lige nu