Har medarbejderne vist, at de kan administrere brugen af Facebook på jobbet, og optræder de hverken upassende eller illoyalt, er der ingen grund til at sætte ind over for deres brug af det sociale medie i arbejdstiden.
25. januar 2012, 11:45 – opdateret 25. januar 2012, 11:55
Ansatte har til hver en tid krav på at vide, hvad de må og ikke må i forhold til at bruge de sociale medier i arbejdstiden. Hvis medarbejderne ikke kender ledelsens holdning, kan det skabe en uheldig adfærd blandt medarbejderne. Sådan lyder konklusionen fra Helle Bruun Madsen, ledelsesrådgiver hos Lederne, i Ledelsesdilemmaet på Business.dk. Her er en afdelingsleder bekymret for medarbejdernes meget aktive brug af Facebook i arbejdstiden.
»Er holdningen på virksomheden, at man har tillid til, at medarbejderne selv kan administrere deres arbejdstid, er det det signal, der skal sendes. Hvis virksomheden har en politik på området, bør lederen sørge for, at medarbejderne kender den. Manglende udmeldinger fra ledelsen kan medføre uheldig adfærd og unødvendige konflikter,« siger ledelsesrådgiveren.
Signaler holdning til medierne
I det konkrete dilemma har virksomheden ingen decideret politik for brugen af sociale medier i arbejdstiden. Selvom medarbejderne både lægger links og billeder ud, samt kommenterer diverse diskussioner, er afdelingslederen grundlæggende tilfreds med alles arbejdsindsats, og der har aldrig været episoder, hvor medarbejderne har optrådt upassende på Facebook. Derfor anbefaler Helle Bruun Madsen løsning 3, der opfordrer til sund fornuft og debat om, hvad arbejdstiden bruges til.
»Lederen kommer på denne måde i dialog med medarbejderne og får dermed signaleret en holdning – og ikke et forbud – om begrænset brug. Lederen kan samtidig benytte lejligheden til at få en god og sund debat om, hvad det er i orden at bruge arbejdstid på,« siger Helle Bruun Madsen.
Hun advarer imod en pludselig holdningsændring, hvor man går fra tillid til mistillid.
»Da lederen er tilfreds med medarbejdernes arbejdsindsats og i øvrigt ikke har oplevet problemer i forhold til deres færden på Facebook i arbejdstiden, råder jeg hende til at fortsætte den lagte kurs og fortsat vise medarbejderne tillid. Foretager hun et kursskifte og viser mistillid, risikerer hun at skabe et problem og ødelægge en i øvrigt »sund« kultur,« siger hun.
Hermed svarene til Ugens Dilemma
17 procent - 1. Du beder IT-afdelingen om at lave en intern undersøgelse til dig, hvor det bliver kortlagt, hvor lang tid dine medarbejdere dagligt er på Facebook. Først derefter tager du stilling til, hvad der skal ske.
32 procent - 2. Du tager emnet »Brug af Facebook i arbejdstiden« op på næste ledermøde for at diskutere med dine lederkolleger, om der er behov for en decideret personalepolitik på området.
29 procent - 3. Du konfronterer medarbejderne med din iagttagelse på et afdelingsmøde, hvor du samtidig opfordrer til sund fornuft og en begrænset brug af Facebook i arbejdstiden.
20 procent - 4. Du vurderer, at Facebook i arbejdstiden kan sidestilles med at føre en privat samtale eller sende en privat mail, og derfor synes du ikke, at der er grund til at gøre noget.
2 procent - 5. Næste gang, du er online på Facebook i arbejdstiden og konstaterer, at en af dine medarbejdere også er på, vil du sende en humoristisk besked til vedkommende via Facebook.







































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten