14. februar 2010, 13:00

Bernie Madoff foretrak den rå.

Manden bag alle tiders amerikanske erhvervsskandale nøjedes ikke med at benytte kynismen til enkelte, krævende forhandlinger. Den var til mere end blot husbehov i lejligheden på New Yorks Upper East Side. Den var en så integreret del af finansverdenens scandaleuse nummer et, at amerikanerne i dag taler om en særlig madoffsk form for kynisme. En manipulerende, ondsindet af slagsen, der synes at være af en anden verden i al sin brutalitet.

Kynisk erhvervsliv

Erhvervslivet er altid blevet beskyldt for at være kynisk lige siden de enevældige industrimagnater lærte os om ordet produktion. Nordisk Fjer, PFA og Roskilde Bank. Alle sager, der har givet deres generøse bidrag til myten om den særligt følelseskolde del af den menneskelige race, som går under betegnelsen direktører.

En myte, der med finanskrisen in mente kun er blevet intensiveret. En hel række af onde mester Jakeler hoppede pludselig ud af æskerne med store bonusser i hånden og fik både borgere og politikere til igen at tillægge erhvervssektoren mørkere kræfter som ondskab, ærgerrighed og ja, kynisme.

Kapitalisme og grådighed

Kapitalismen har tilsyneladende efter flere tilløb endnu ikke fået lov til at holde godheden i hånden. Den sidder stadig bænket sammen med grådigheden bagerst i festlokalet.
Det billede er uretfærdigt, mener headhunter Kurt Brusgaard fra Odgers Berndtson. Tidligere kunne man spille på den rå magt. Sådan fungerer verden simpelt hen ikke længere.

»De svindlere som er kommet frem de senere år benytter sig af grov manipulation, løgn og bedrag. Hvor forretningen betyder alt, og de menneskelige hensyn betyder ingenting. Men tillid er altså en nøglefaktor, for at du kan motivere dine folk. Hvis du ikke er ærlig og siger sandheden, duer det ikke,« siger han.

Oldtidens grækere forstod kynisme som individets frigørelse fra materielle behov og ambitioner. I dag forstår man det som et menneske, der hånligt afviser menneskelig godhed og som altid føler sig overlegent i forhold til andre personer.

Rå typer uden chance

Kurt Brusgaard ser den som det afgørende punkt, hvor man ikke længere tager menneskelige hensyn. Sådanne rå typer vil i dag blive klædt af i en virksomhed. Han forstår dog godt, hvorfor almindelige borgere sidder tilbage med en fornemmelse af, at erhvervslivet er blevet et mere kynisk opholdssted.

Når fyresedlen bliver lagt foran os, stempler vi hurtigt chefen som en idiot, der kun tænker på penge. Hvad betyder mit liv, spørger man ham. Chefen derimod ser fyringen som en nødvendig, rationel beslutning i forhold til bundlinjen.

»Det hele er blevet mere åbent. Netværkene sidder ikke og beskytter hinanden i det skjulte. Hvis du ikke udfører bæredygtig ledelse, får du nogle problemer. Du får ikke lov til at skjule dig. Nogle af dem, der har været involveret i den senere tids skandaler, har nok været kynikere. De har været fuldstændig ligeglade med menneskelige hensyn. De er blevet så optagede af deres egen magt. Og der går det galt. Når man hele tiden kører over for det røde lys.«

Er det kynisme, når man er optaget af sin egen magt og prøver at beskytte den?

»Det er jo tæt på. Du bliver magtfuldkommen, og der er ingen, der tør fortælle dig det. Hvis man er virksomhedsleder og kører i sit eget spor, får man problemer. Det er derfor, ærlighed er så vigtig. Det kan dog være brutalt ærligt.«

Hvad er forskellen på kynisme og brutalitet?

»Nogle af de brutale og ærlige beslutninger kan godt opfattes kynisk. Når man eksempelvis fyrer mange mennesker.«

Så brutalitet er ok, hvis der ligger gode argumenter bag?

»Ja, man kan være nødt til at udvise det. Og man er også i en vis grad nødt til at putte et element af kynisme ind i beslutningerne, ellers ville det jo være ubærligt. For mange år siden var der en erhvervsmand, der fik et image som slagteren. Hvis man laver den ene turn-around efter den anden, bliver det et håndværk. Så går du ind med geværet hver gang og får et image som en kyniker, der er ligeglad. De fleste vil ikke kunne gøre det igen og igen, fordi det er for opslidende. Den type mennesker er heldigvis gået af mode,« siger Kurt Brusgaard.

Intellektuel kynisme

Kvartal efter kvartal lægger de børsnoterede virksomheder kortene frem på bordet i et spil, der konstant kræver højere indsatser af de tilstedeværende. Konkurrencen derude i verden er ikke den samme, som da direktører gik med blød hat og tog sig en lang frokost på restauranten.

Hvor enspænderne dyrkede magtdemonstrationerne for magtdemonstrationernes skyld. Nu sidder man stakåndet på bordkanten med en sandwich i det åbne kontorlokale, hvor beslutningerne er blevet lige så transparente som glasvæggene. Den kyniske patriark-figur, der går direkte efter struben i forhandlinger med både medarbejdere og forretningspartner, er visnet bort. Han er blevet erstattet af en intellektuel kynisme.

»Når Cimber køber billetter i falsk navn fra Norwegian er det så kynisme, dårlig forretningsmoral eller desperation? Det ligger imellem alle de punkter. Det virksomhederne oplever, er blodigt alvor. Kynismen kommer til at gå på, hvem der er smartere end hvem. Hvem der kommer først med ideerne, og hvordan man angriber bedst. I og med at flere er veluddannede, desto flere kan det der krigsspil. Det bliver den kloge, der narrer den mindre kloge. Og man vil kæmpe om, hvem der er mest brutal, og hvem der tør gå længst.«

Det er de færreste topchefer, der ser sig i spejlet om morgenen og møder et ansigt, der bærer et par ondskabsfulde, stikkende øjne. Det gør den usikre medarbejder eller den kritiske offentlighed til gengæld. Alle chefer kan fortælle historier om misforståelser mellem medarbejderne og ledelsen. Når jobbet bliver skåret væk på grund af så abstrakte størrelser som konkurrencekraft eller aktieudvikling, bliver det i den ansattes optik let transformeret til ufølsomhed. Det er i det spændingsfelt, at myten om kynismen opstår, mens man som lønmodtager samtidig hører historier om aggressive finansmæglere og store bonusser.

»Nogle gange er du nødt til at være meget rationel. Der er jo en grænseflade mellem det og kynisme, hvor folk vil opfatte det som en kynisk beslutning. Analysen kan godt være kynisk, men udførelsen behøver ikke at være det. Så tager man de menneskelige hensyn, eksempelvis hvis en fabrik skal lukke ned.«

Sortering af folk

Kurt Brusgaard er vant til at sortere i folk. Som headhunter ligger på rygraden at skrælle folks personlighed som et løg og kaste de ubrugelige bestanddele væk. Et arbejde, der nemt kan opfattes som kynisk.

»Når jeg bedømmer en topleder, er det til dels på tidligere gerninger, men det er også på personen. Jeg bruger empati og intuition. Det er ikke alt sammen noget, du kan måle og veje. Det kan jo være meget kynisk, at man kun giver folk den ene chance. Det er jo en form for raffineret X-factor. Faren er, at vi ikke selv skal gå hen og blive magtfuldkomne. Det kan nemt føre til arrogance, at du hele tiden bedømmer alting.«

Der har været episoder, hvor han i efterrationaliseringens ubehagelige skarpe lys måske har dømt folk for hårdt. Hvor folk er blevet kede af det eller aggressive, fordi det var fuldstændigt indlysende for dem selv, at de skulle have jobbet. Det var det bare ikke for headhunteren.

Med magten i hånden

Han ved, at han sidder med magten over kandidaternes arbejdsfremtid og dertilhørende glæde.
»Jeg tror egentlig ikke, at jeg er blevet kaldt for kynisk. Måske har folk gjort det uden mit kendskab. Når folk bliver fravalgt, så vil de gerne have en forklaring. Nogle har svært ved at acceptere det nederlag. De kan have svært ved den brutale beslutning.«

Hvis han møder kynisme hos en kandidat, sorterer han hurtigt vedkommende fra. Måske passer vedkommendes menneskesyn ikke til virksomheden. Måske kommer der lidt for mange grimme ord ud af kandidatens mund. Måske er attituden bare lidt for arrogant.

På bøger og i film er headhunteren ofte blevet skildret som en brutal figur. En magtfuld lonely rider, der uden skrupler går efter den bedste kandidat. Det billede har ikke særligt meget hold i virkeligheden.

»Det er en overdrevet karikatur. Man bliver magtfuldkommen, hvis man er vant til at blive serviceret på ethvert niveau, og hvis folk kun giver dig ret. Det jeg laver, kan da også se glorværdigt ud udefra. Jeg kan rejse ud via Frankurt til Dubai, interviewe kandidater, spise på den bedste restaurant og blive hentet i lufthavnen. Det er bare en del af arbejdet. Kernen i det er, at jeg skal vurdere de her mennesker rigtigt.«

Skal en topleder kunne være kynisk ?
»Ja, du skal i hvert fald kunne analysere nogle ting, der bliver sort/hvide. Så må du sidde med de menneskelige sider bagefter. Du må forholde dig til den brutale virkelighed. Det er den kyniske del af jobbet – og du står meget alene med det. Hvis man tidligere vendte tingene med sin direktion, så var det et udtryk for svaghed. Det er det til gengæld ikke i dag.«

Man skal opføre sig pænt

Hvor meget plads er der i erhvervslivet til simpelt hen at være godt gammeldags flink og rar?

»Folk er jo meget forskellige. Nogle er flinke, mens andre er mere buldrebasse-agtige. For alle gælder det, at hvis du skal opbygge tillid, skal du være forudsigelig. At når jeg siger sådan, så gør vi sådan. Det logiske kan godt virke kynisk – men tingene hænger sammen, og folk kan følge med i det. Det ville ikke gå mange steder, at man som chef mødte ind uden at hilse på folk. Man skal opføre sig pænt i forhold til andre mennesker. Det er jo så ikke ensbetydende med, at man holder af at hyggesnakke med alle.«

I selvudviklingens tidsalder er der blevet tilføjet et ekstra bud til de ti eksisterende på Moses’ stentavle. Brug dit netværk, lyder inskriptionen. Igen og igen er tanken blevet prædiket fra ledelseseksperterne. Vi møder ikke længere mennesker, fordi vi kan lide dem. Vi møder dem, fordi vi kan bruge dem til noget. Og så er vi tilbage ved den intellektuelle kynisme, hvor alle forsøger at vinde spillet på den klogeste måde.

»Det er nok en mere kynisk måde at anskue sine menneskelige relationer på. Man bliver jo nødt til at have et netværk, og der er sikkert mange, der synes det ville være smart at have en headhunter i sit netværk. Den interesse mærker jeg i hvert fald.«

Kontant afregning

Der bliver ikke givet mange chancer til topcheferne i dag. Hvis kvartalsregnskabet er dårligt, reagerer aktiemarkedet. Hvis visionen er dårlig, reagerer formanden. Hvis etikken halter, har man interessenterne i telefonrøret. Kurt Brusgaard siger selv, at cash flow er blevet gud. Der ikke plads til håndsrækninger eller vennetjenester, imens man stadig stakåndet løber efter Kina og Rusland.

»Du kan ikke skjule dig. Du er på hele tiden. Det er den verden, vi går over i. Den gør, at folk begynder at tænke over, om det nu er det værd. Vi er blevet klar over, at vi ikke kan få det hele.«

Bliver erhvervslivet så mere kynisk i fremtiden? Kurt Brusgaard har svært ved at finde det rigtige svar. På den ene side tror han, at den intellektuelle kynisme bliver forstærket. Vindermentaliteten er ikke gået af mode, selv om den bløde hat er det. På den anden side ser han tegn på, at kandidaterne fokuserer på de menneskelige facetter og intern kommunikation. De ser ikke sig selv som stjernen i et oneman-show. Hvis man dyrker kynismen, er man sjældent en optimist. Og negativitet er der ikke brug for i disse tider.

»Sådan var det tidligere. Den store hærfører bankede tropperne på plads, og så løb de ansatte samme vej. Den går ikke i dag. Kynismen er under pres, fordi der ikke længere er samme spillerum til den. IT-Factory gik jo også kun i en periode. De ekstreme typer vil dog altid eksistere, og med internettet er det lettere at svindle. Men også lettere at blive opdaget. De navne, som har været involveret i finansskandalerne, er plettede for evigt. Et dårligt regnskab eller en dårlig investering hænger ikke ved på samme måde. Alle kan begå fejl.«

Personlighed som seriemorder

Bernie Madoff foretrak den rå. Ikke engang oldtidens grækere ville kunne have forudset, at der kunne bo så meget kynisme i et menneske, der i sin fysik var på niveau med den gennemsnitlige finansmand på Wall Street. I et interview med avisen NY Times sammenlignede den tidligere FBI-agent mr. McCrary Madoffs personlighed med den, man finder hos seriemordere.

»De leger gud. Det er grandiositeten, der kommer frem. Fornemmelsen af at være overlegen. Madoff har det samme.
Han leger finansiel gud, ødelægger disse mennesker og tager deres penge.«

Der er et alenlangt årsregnskab mellem den karakteristik og hverdagen i dansk erhvervsliv. Hvis nogen derude alligevel sidder og leger med tanken om at skrue op for kynismen, så lad endelig være, lyder opfordringen fra headhunteren.

»Hvem vil være kunde hos nogen dumme svin? Ingen. Bæredygtig ledelse handler også om etik og moral. Vi vil gerne handle med virksomheder, hvis ansigt vi godt kan lide.«