Underskud i Kristelig Fagbevægelse skal rettes op via effektivisering
25. marts 2008, 15:07 – opdateret 25. marts 2008, 15:26
Kristelig A-kasse kom ud af 2007 med et underskud på 12 millioner kroner, og Kristelig Fagforening kom ud med et underskud på 39 millioner. En effektivisering står for døren, hvor Kristelig Fagbevægelse inden sommer vil skære antallet af afdelinger fra 25 til 15 afdelinger. Effektiviseringen skal betyde, at der kan spares 25 millioner om året inden for de næste to år.
Grunden til underskuddet på 39 millioner forklarer Jesper Wingel, administrerende direktør i Kristelig Fagbevægelse, med, at to af Kristelig Fagbevægelses selskaber, har haft en svær periode:
”Vi har to selskaber, som hjælper med at få ledige i arbejde. Når ledigheden falder, så forsvinder markedet. Men for at vi kan downsize i takt med udviklingen, har vi en periodeforskydning på tre til seks måneder i forhold til at omstrukturere. Det er grunden til, at det er blevet dyrt i 2007,” siger han.
Ingen fyringer
Minusset på 12 millioner i Kristelig A-kasse er ifølge Jesper Wingel et budgetteret underskud. Han forklarer, at det er en del af den langsigtede plan om effektivisering.
At Kristelig Fagbevægelse samlet har haft et underskud på 51 millioner, bekymrer ikke Jesper Wingel. Alligevel regner han ikke med at komme ud af 2008 med et plus.
”Jeg vil tro, at 2008 kommer til at ligge omkring nulpunktet. I 2009 er vi på plads igen,” siger Jepser Wingel.
Han fortæller samtidig, at der ikke er blevet opsagt medarbejdere i forbindelse med effektiviseringen. Derimod er medarbejderne blevet tilbudt at flytte til andre afdelinger, hvilke nogle har takket nej til.


























































