14. november 2010, 06:00

Danmark bliver derfor afhængig af at insource talent og kompetencer fra udlandet. Og bare i Kina er potentialet stort med de seks mio. kinesere, der hvert år bliver universitetsuddannet. Mange af dem har både en høj faglighed, høje ambitioner og en ekstrem høj arbejdskapacitet. Ifølge vores fremtidige kollega, Mandy Zhang, så skal vi op i gear.

Fremtidens lederskab

For knap to uger siden kom jeg tilbage fra en rejse til Shanghai og Singapore fyldt med indtryk om fremtidens lederskab. I Shanghai havde jeg fornøjelsen af at mødes med en gruppe kinesiske MBA-studerende for at høre deres bud på og forventninger til ledelse. 

Kina klar til valutareform - bare ikke nu

Blandt gruppen var 30-årige Mandy Zhang, som er MBA-kandidat ved CEIBS – China Europe International Business School. En ung dame med tårnhøje ambitioner og en vision om at være selvstændig forretningsdrivende inden for ledelsesudvikling. Hendes åbenhed, gå-på-mod og refleksioner under mødet gjorde i den grad indtryk på mig, så jeg straks fik lyst til at ansætte hende.

Visioner og drive

Hvem havde jeg forventet at møde? Jeg indrømmer, at jeg vist havde forventet at møde en flok generte, usikre og måske forkælede unge mennesker med dårlige engelskkundskaber og en faglighed, der var begrænset til paratviden, men jeg blev i den grad positivt overrasket. Mandy Zhang var alt andet end genert og forkælet. Mandy Zhang var en veltalende, velovervejet og selvsikker ung kvinde med drive og lederpotentiale. I vores samtale fremstod Mandy Zhang som en blanding af baby-boomer generationen (født mellem 1946-1964), X generationen (født mellem 1965-1980) og Y generationen (født mellem 1981-2000). Og det gik op for mig, at det er en farlig talentcocktail. Farlig, fordi de værdier, hun lægger til grund for sit arbejde, står i stærk kontrast til de værdier, mange i vores egen generation Y repræsenterer. Hun forener nemlig værdierne af de tre generationer i én person: 

Hun har konkurrencegen, arbejdsomhed og engagement, som vi kender fra baby boomers. Hun har uafhængighed og fleksibilitet, som vi kender fra generation X, og hun har cyber literacy, netværksfokus og selvbevidsthed, som vi kender fra generation Y. På trods af hendes kun 30 år har hun allerede flere års arbejdserfaring som HR Manager fra et af Kinas største el-selskaber, og ved siden af MBA-studiet arbejder hun som management konsulent med ansvar for at designe »reward strategier« for både kinesiske og flere udenlandske virksomheder, som opererer i Kina.

Work-life balance

På spørgsmålet om hvordan hun håndterer det performance- og konkurrencepres, der ligger på de fleste unge kinesere født efter et- barns-politikken, svarede hun uden at tøve, »så arbejder jeg bare hårdere«. Ordet »work-life balance« var absolut ikke en del af Mandy Zhangs ordforråd. For hende er succes ensbetydende med hårdt arbejde, og håndteringen af arbejdspres er hun blevet trænet til, fra hun var barn. 

Hun repræsenterer en generation, der har set deres forældre vokse op under kulturrevolutionen i en tilværelse med få penge, undertrykkelse og få muligheder. Nu er mulighederne der, og de unge kinesere gør alt for at gribe dem. De uddanner sig på uddannelsesinstitutioner, der er på højde med vestlige, og kravene er tårnhøje. De unge studerende er arbejdsomme, og mentaliteten er ekstrem konkurrencepræget, og de unge ved, at kun de bedste får de mest interessante og bedst betalte jobs – måske endda i udlandet.

Et for rosenrødt billede?

Der er meget eufori omkring udviklingen i Kina, og man kan spørge sig selv, hvor længe kan en generation holde til det tempo?

Det kan de vel så længe, de har en drøm om en bedre fremtid, og de kan se, at det lykkes for andre. Hvis man hurtig kigger over listen af verdens rigeste mennesker, så vil man opdage, at det lykkes for et stigende antal kinesere.

Det er estimeret, at ca. 875.000 kinesere er værd mere end 10 mio. RMB (eller ca. 8 mio. kr.). Bagsiden af mentaliteten er måske, at samfundet er meget individualistisk og pengefokuseret, som potentielt kan skabe udfordringer for samarbejde. Desuden vil tiden vise, om kinesernes kompetencemæssige fundament er solidt nok. I mellemtiden har de unge kinesere noget at løbe efter og de løber stærkt.

Spørgsmålet er derfor: Kan vi følge trop, hvis vi får Mandy Zhang som kollega – både kompetence- og produktivitetsmæssigt?