Jobcenter København bestormet af ledige

Jobcenter København har siden januar fået henvendelser fra omkring 10.000 flere ledige end sædvanligt på grund af de nye regler om, at arbejdsløse hver uge skal på jobnet.dk for at bekræfte, at de søger job.

Det skriver Nyhedsbrevet 3F.

Jobcentrets call-center har ansat fire ekstra medarbejdere til at tage imod opkald fra ledige, som for eksempel er i tvivl, om de har fået bekræftet deres tilmelding.

Fejlene og årsagerne til, at de ledige møder op og ringer til jobcentret, er blandt andet problemer med at logge på systemet, at de ikke kan bruge en computer, eller at de ikke kan bruge deres gamle cv, og derfor må lave et nyt cv.

Arbejdsmarkedschef i Jobcenter København, Michael Kornager, synes ikke, at de mange henvendelser er overraskende.

- Det er en ny model, og mange er i tvivl om de har forstået brevet rigtigt. Og så er der også rigtig mange password-spørgsmål, hvor folk for eksempel har tastet passwordet ind tre gange, eller glemmer at huske forskel på små og store bogstaver. Mange tager telefonen en ekstra gang for at være sikker, men der er helt sikkert også nogen, der ikke kan finde ud af det her. Det er så det, vi prøver at hjælpe dem med, siger Michael Kornager til Nyhedsbrevet 3F.

Nyhedsbrevet 3F har tidligere omtalt problemer med det nye system. Blandt andet fik 5.000 ledige en rykker, selv om de ikke havde fået det første brev fra jobcentrene med en kode og besked om, hvordan de skulle forholde sig.

Kilde: Nyhedsbrevet 3F

 



Markedet lige nu