Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

»Jeg ville gøre ham stolt«

29-årige Anne-Sofie Nielsen, der er softwareudvikler i IT-branchen, legede som barn med computere og regnemaskiner sammen med sin far og husker, at han ikke godtog, at hun opgav de naturvidenskabelige fag.

»Jeg er vokset op som enebarn, så der har ligesom ikke været en bror til at »tage« den naturvidenskabelige rolle. Jeg har fået lov til at lege med både Barbie-dukker, computere, hammer og søm. Min far, der er gymnasielærer i matematik og fysik, har rodet med computere, længe før det blev mainstream, og jeg har altid følt, at jeg havde en frihed til at vælge mellem det sproglige og naturvidenskabelige, men jeg har vel altid kunnet lide at lære nyt.«

Sådan siger Anne-Sofie Nielsen, der er en af de 12 kvinder i Dorte Tofts bog, »Lykkelig i Nørdland«, hvor faderes holdning til kønsroller har spillet ind i pigers valg af karriere.

Som barn introducerede Anne-Sofie Nielsens far hende til teknik som gamle regnemaskiner og computere. Det fik hende til at miste berøringsangsten over for teknik og naturvidenskab. Hendes forældre har ifølge hende altid opmuntret hende til at vise interesse for netop de fag, og har derfor også givet hende et spark bagi, hvis hun viste trang til at give op.

»Jeg skulle prøve, så godt jeg kunne, og det var ikke i orden at komme hjem og fortælle, at fysik er kedeligt,« siger hun.

Hun husker, at nogle af pigerne faldt fra allerede i folkeskolen. Blandt andet satte nogle af dem sig ned på bagerste række og skrev sedler og snakkede i fysiktimen.

»De havde fra start besluttet, at det ikke var noget, de behøvede at lære. De kunne slippe af sted med at sige til deres forældre, at de ikke forstod netop de fag.«

I Anne-Sofie Nielsens hjem blev naturvidenskab betragtet som lige så vigtig som dansk og engelsk.

»At fortælle min far, at jeg ikke forstod naturvidenskab, ville svare til at sige: »Jeg kan ikke stave eller tale engelsk«. Her ville de fleste fædre svare, »Aj, det er ikke så fedt«. Men naturvidenskab er vel lige så meget almen dannelse som alt det andet,« siger hun.

»Yes-det-her-kan-jeg«

I dag er hun senior-softwareudvikler hos Kapow Technologies i Hørsholm nord for København, hvor hun arbejder med at udvikle et IT-system til at automatisere manuelle arbejdsprocesser i en web-browser.

Anne-Sofie Nielsen arbejder som regel i et team på tre personer, hvilket igen afliver myten om, at man som IT-nørd slås alene med opgaven. Igen fremhæver hun mængden af karrieremuligheder inden for IT.

Hun fik interesse for datalogi, fordi en kammerat på gymnasiet introducerede hende til det at lave hjemmesider.

»Jeg fik fornemmelsen af »yes-det-her-kan-jeg« – og den er altafgørende,« siger hun og tilføjer: »Der er også en økonomisk grund til at vælge faget. Lønniveauet for nyuddannede softwareudviklere er ca. 35.000 kr. om måneden – og så stiger det bare,« lyder det lokkende.

»Desuden giver det overskud at vide, at det som softwareudvikler er rimelig nemt at finde et nyt job, hvis man skulle blive fyret,« slutter hun og siger efter en lille pause:

»Det er trist at sige, men for mig virker det, som om danske kvinder ikke tænker så meget over deres jobmuligheder efter studierne. Og på at de måske får behov for at tjene penge, så de er økonomisk uafhængige af en mand. Det synes jeg ikke er fedt for ligestillingen.«

 




Markedet lige nu