Flemming Lindeløv, tidligere topchef for Royal Scandinavia, er mentor for 32-årige Christian Engelsen.
7. oktober 2009, 09:02 – opdateret 19. maj 2012, 20:41
Mødet mellem de gamle træer og de mange stolerækker fra Grønnegårdsteatrets forestilling i Kunstindustrimuseets have i Bredgade er arrangeret af Christian Engelsen. En 32-årig og meget høflig ung karrieremand i habit, skjorte og med slips. Christian Engelsen greb for snart fire år siden telefonen og ringede til tidligere topchef for Royal Scandinavia, Flemming Lindeløv.
»Jeg havde længe gået og puslet med idéen om at stifte et netværk for topchefer, men havde brug for input til, hvordan jeg skulle komme videre – og det var her, idéen om at gribe fat i Flemming Lindeløv blev til,« siger Christian Engelsen.
Han ville starte et direktørnetværk, og han havde brug for at få inspiration fra en aktiv erhvervsmand.
»Jeg kunne se, at Flemming var aktiv. Han udtalte sig ofte i aviserne, og fremstod som en synlig person – og jeg tænkte: Hvorfor giver jeg ham ikke et ring?,« forklarer Christian Engelsen.
De to mænd minder et øjeblik om mødet mellem den lyttende fader og sønnen. Christian Engelsen tier hurtigt, når Flemming Lindeløv tager ordet, hvilket han gør ofte.
»Jeg tænkte først: »I guder«, da Christian fortalte om sin idé med at starte et netværk, men det var netop viljen i stemmen, der fik mig til at aftale et møde, hvor vi drak kaffe sammen,« siger Flemming Lindeløv og fortsætter:
»Jeg synes selv at jeg har en masse erfaring, jeg kan øse af – også af fejl, og derfor planlagde jeg min »3. periode«, som jeg kalder tiden efter jeg er stoppet som direktør i Royal Scandinavia, for en tid, hvor jeg gerne vil give min viden videre.«
I dag er Flemming mentor for seks unge karrierefolk, blandt andet en tidligere musiker fra Radioens Symfoniorkester, der nu er direktør for Copenhagen Artist og to MBA-studerende. Han er også mentor i virksomheden Rikki-Tikki, der sælger alt fra julenisser til hverdagskunst. Her er han også formand for selskabet.
»Meget er anderledes i dag, end da jeg var ung. I dag holder de unge sig ikke tilbage for at tale med chefen. Sådan gjorde man ikke i mine unge dage. Respekten er mindre, og det gør alt meget nemmere. Ikke mindst at undgå at begå de samme fejl.«
En dag hver uge
Idéen er i dag blevet Christian Engelsens fuldtidsjob: Et job, hvor han er formand for direktørnetværket Institut for Selskabsledelse, der har 850 medlemmer, og hvor administrerende direktører og underdirektører kan få et professionelt netværk til at vende problemer om alt fra at reducere omkostninger til at fyre medarbejdere.
Spørgsmål og problemstillinger blev vendt i de ugentlige samtaler. Fordelen er, fortæller Christian Engelsen, at han på den måde blev stillet til ansvar for det, han sagde.
»Så var jeg jo nødt til at vise Flemming, at jeg også gjorde det, vi havde aftalt,« siger han.
Flemming Lindeløv indskyder:
»Det er glæden ved at se, at unge i dag kan så meget – og at de får selvtillid ved at lytte til en. Derfor bruger jeg også gerne cirka en dag om ugen i snit på at være mentor.«






























































