I Kina giver det prestige, hvis en virksomhed kan præsentere en hvid udlænding som medarbejder eller forretningspartner. Mange vælger dog blot at leje én.
9. juli 2010, 11:06 – opdateret 9. juli 2010, 11:19
En dag, en weekend, en uge - ja helt op til en måned eller to. I Kina er mange virksomheder villige til at betale en høj pris for hvide udlændinge, der vil optræde som falske medarbejdere eller forretningspartnere.
- Hvis en virksomhed har udlændinge ansat, så tror folk, at firmaet har mange penge og gode forbindelser i udlandet, siger Zhang Haihua, som har skrevet bogen "Think Like Chinese", til den amerikanske tv-station CNN.
- Så hvis en virksomhed virkelig vil imponere nogen, skal de bare hive en udlænding frem, påpeger han. Hele fænomenet bunder i det kinesiske værdibegreb "dui lian" - at man ikke må tabe ansigt.
For taber man ansigt, er det ensbetydende med at miste prestige og selvrespekt. - I Kina siger vi, at det er vigtigere end livet selv, forklarer Zhang Haihua.
For virksomhederne er det afgørende at have et godt omdømme, og det signalerer både rigdom, prestige og vigtige forbindelser til omverdenen, hvis firmaet tager et par udlændinge med til konferencer og forretningmiddage. Også selv om der i virkeligheden blot er tale om arbejdsløse skuespillere eller modeller, som er hyret til lejligheden.
En af dem er amerikanske Jonathan Zatkin, som er uddannet skuespiller og bor i Beijing. Sidste år blev han hyret af et stort kinesisk smykkefirma, som ville have ham til at optræde som vicedirektør i et italiensk smykkefirma. Zatkin fik 1800 kroner for at flyve til en lille by i Henan-provinsen, hvor han holdt tale ved en storslået ceremoni i forbindelse med åbningen af en ny smykkebutik.
- Jeg var oppe på scenen med byens borgmester, og jeg holdt en tale om, hvor fantastisk det havde været at samarbejde med firmaet i 10 år, og hvor stolt jeg var over alt det, som de havde gjort for os i Kina, fortæller Zatkin til CNN.
Kravene til det særprægede job er simple: Man skal være hvid, ikke tale kinesisk og lade som om, at man netop er landet efter en lang flyvetur fra et vestligt land. Også hvide kvinder er meget efterspurgte af de kinesiske virksomheder, der ofte bruger dem som falske udenlandske kærester eller - som i Vicky Mohieddeens tilfælde - i rollen som fremtrædende oliematador.
Den skotske kvinde blev i 2008 hyret til at deltage i en stor oliekonference i Shandong-provinsen. Sammen med folk fra Pakistan, Nigeria og flere andre lande deltog hun blandt andet i en fornem middag.
- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Det var faktisk ret nervepirrende. Vi var viceborgmesterens æresgæster og fik et dejligt hotelværelse. Det var ret fint, fortæller Vicky, som fik knap 300 kroner for sin ulejlighed. Hun siger, at oplevelsen har givet hende et indblik i den kinesiske kultur, som de færreste forstår.
- Den slags oplevelser giver mig en større forståelse af, hvordan den kinesiske kultur fungerer, siger Vicky Mohieddeens til CNN. - Det er jo en hel fantasiverden, og hvis alle tror på det, så spiller det ingen rolle, om det rent faktisk er sandheden, tilføjer hun.
/ritzau/

































