Ulrik Schultz Brix, der er chefkonsulent i Dansk Erhverv, giver et overblik over de forskellige typer talenter i firmaet.
3. februar 2010, 08:13 – opdateret 3. februar 2010, 08:17
Specialisten:
Du elsker at fordybe dig i et fagligt område, meget gerne i et forskningsområde og med lange tidshorisonter. Du skal undgå at arbejde i en udpræget salgskultur inden for detail og handel, hvor det er et krav at kunne omstille sig med lynets hast. Læg i stedet vægt på jobannoncer, hvor der står, at der er tid til forskning og til at tænke i lange horisonter. Og hvor det bliver meldt ud i virksomheden, hvilket mål, virksomheden arbejder hen imod.
Lederaspiranten:
Du vil ud over stepperne og se resultater og har lagt din egen karriereplan. Gå efter virksomheder, hvor du kan blive målt og vejet, og hvor folk elsker at konkurrere mod hinanden for at skabe det ypperste resultat. Undgå derfor virksomheder hvor hver passer sit eget, og hvor du ikke kan stige i graderne – eller hvor det gælder om at kende de interne magtkampe. Gå efter job, hvor du skal præstere. Ord som selvkørende, opsøgende, »Vi honorerer din indsats«, vil fange din interesse. Eller »Vi sætter en ære i kun at have de 50 bedste«. Du elsker bonus og resultatløn.
Generalisten:
Du er ekspert i at være blæksprutte mellem specialisterne og lederaspiranterne, da du er god til at afgrænse og tilpasse et område, som specialisten går i dybden med. Og du har ingen mål om at blive topledere. I stedet kan du skabe sammenhold i organisationen, og er derfor genial som mellemledere. Generalisten skal undgå virksomheder, hvor det kun handler om resultater, eksempelvis konsulentvirksomheder, hvor man er sig selv nærmest. Det duer heller ikke at blive ekspert. Det er vigtigt for generalisten at undgå at komme i en kasse, men at kunne udfolde sig og arbejde kreativt.
Kaospiloten:
Kaospiloten sorteres ofte fra i blandt jobansøgerne, men det er dumt. Kaospiloten er typen, der har læst økonomi, arbejdet som gartner og arbejdet med arbejdsmiljø. Altså en person, der flagrer rundt. De er talenter, fordi de har et stort engagement og kan køre med 180 kilometer i timen. De er typerne, der kan sendes ud på dybt vand, som elsker et højt tempo og som er fordomsfrie over for nye input. De er gode projektledere, fordi de er geniale til at netværke. Til gengæld skal virksomheden vide, at de kun holder på dem to til tre år, da kaospiloter ikke kan lide at køre på rutinen, men vil videre, når de føler sig sat i bås. Deres force er, at de har et uovertruffent drive og en energi, der får det umulige til at ske.«
Primadonnaen:
Primadonnaen ser jobbet som et kald, er stolt af sin faglighed og hader at gå på kompromis med kvaliteten. Han eller hun sætter kun pris på at få ros fra nogen, der ved lige så meget eller mere om fagområdet. Drop derfor salgsjob og opsøgende kontakt til kunder. Og undgå projektarbejde, hvor alle melder ind. Gå efter jobannoncer, hvor der står ekspert, præcision og at kvalitet er vigtig.




























