Man skal nok i større grad se fratrædelsesgodtgørelser som, en forsikringsordning, hvor direktøren får en erstatning for utidig fyring. Uanset årsag.

Jo højere profileret, jo større sandsynlighed for at han aldrig får en toppost igen. Og direktøren påtager sig også risikoen for at blive frontfigur for en uduelig bestyrelse.

Det kan selvfølgelig virke underligt, at når en direktør kører en virksomhed i sænk, at han skal præmieres for det.

Det er nok heller ikke helt virkeligheden, for direktøren er jo forpligtet overfor en bestyrelse, og det er nok bestyrelsen man i højere grad burde skyde på, idet de ofte har væsentlig medindflydelse på at udstikke retningslinier for virksomhedens drift. Så hvor ligger det reelle ansvar for at de går skidt.

Sidst men ikke mindst, så er det jo markedskræfternes frie spil.

Citat:
Hvis de vil have fat i de helt store drenge, så bliver de nødt til at give nogle rimelige vilkår
Citat slut!

Med de resultater som vi ustandseligt ser alle vegne, er det ikke ligefrem særlig genialt, hvad disse "store drenge" præsterer, ja faktisk ser vi rigtig mange dumheder og direkte destruktive handlinger, handlinger som man ikke behøver at være særlig genial for at kunne se, at det vil gå galt. Det være sig i private som offentlige virksomheder.
Disse fratrædelsesordninger må kunne skrues meget mere intelligent sammen, så direktøren ikke anspores til at få udløst sin fratrædelsesgodtgørelse. Han skulle jo langt hellere koncentrere sig om at vise, at han er sin gode løn værdig.
Som aktionær føler man sig godt og grundigt til grin, ustandseligt, når man skal tabe penge og oven i købet se fjolset, der er årsag til tabet, blive forgyldt i hoved og r.v.
Man kan jo lige så godt sætte et erkendt fjols til at lede mange af de virksomheder, vi nærmest dagligt ser går ned som følge af "en stor eller tung dreng".
Måske man bare skulle gå efter en fornuftig mand i stedet for.