Katrine Lindvig er nyslået kandidat med topkarakter. Hun foretrækker at dygtiggøre sig frem for at gå ledig.
25. august 2010, 10:09 – opdateret 25. august 2010, 10:14
I fredags sluttede hun af med et 12-tal, da hun forsvarede sit speciale på RUC, så i dag kan 27-årige Katrine Lindvig bryste sig af at være cand.mag. i pædagogik. Heldigvis ikke en arbejdsløs en af slagsen.
Allerede før sin eksamen har dimittenden nemlig taget hul på 11. semester på RUC - Kandidat Plus - en ordning, som giver nyuddannede mulighed for at supplere de fag, de allerede har taget, så deres kompetencepalette bliver bredere.
Læs også: Nyuddannede uden job
»Nu har jeg læst i fem år og været på udveksling. Skulle jeg så bare blive færdig for at blive arbejdsløs? Det havde jeg ikke lyst til,« fortæller Katrine Lindvig, der ud over cand.mag.-titlen har samfundsvidenskab og internationale udviklingsstudier på cvet.
Karakterer tæller ikke
Udsigterne til at få job inden for hendes fag er ringe, oplever hun.
»Det er lige meget, om man har haft mange studiejob og har fået gode karakterer.«
At tage et semester mere handler i høj grad om at værne om sin selvforståelse, mener Katrine Lindvig, der oplever det at være arbejdsløs som en negativ mangeltitel.
Læs også: Fordobling af nyuddannede arbejdsløse ingeniører
»Er man studerende, er man stadig i gang med at lære. Det er positivt,« siger hun.
Kandidat Plus-forløbet omfatter et obligatorisk kursus på seks uger om entreprenørskab, innovation og kompetenceudvikling, som skal give de unge appetit på at blive selvstændige. Selv har Katrine Lindvig valgt journalistisk formidling og projektledelse. To fag, som hun oplever fint vil hjælpe hende på vej i forhold til hendes ambition om at lave en ph.d. og senere fortsætte som forsker og underviser.
Frivillig opbevaring
»Jeg søger en ph.d. Måske til oktober ved jeg, om jeg får den, og hvis jeg gør, vil der gå tid, før jeg kan besætte den. Får jeg den ikke, går der igen tid, før der bliver slået nye op, så på den måde giver det god mening at tage de fag imens,« siger Katrine Lindvig, som på sin vis godt kan forstå, at Dansk Erhverv har betegnet det 11. semester som "opbevaring".
»Men det er trods alt en opbevaring, vi selv har valgt, hvor vi får succesoplevelser, mens det at være i et dagpengesystem vil føles som et nederlag. Ikke at have projekter, møder og ting, man skal, kan være enormt hårdt. Vi er jo vant til at lave meget som studerende, så vi bliver gladere af det, og så bliver det også nemmere at sælge sig selv,« siger Katrine Lindvig, der begræder, at ordningen er pillet ud af finansloven. For krisen og den høje akademikerledighed er langt fra drevet over.
Taget ved næsen
Samtidig føler hun sig snydt af politikerne, som har opfordret de unge til at komme hurtigt igennem uddannelsessystemet.
»For tre år siden fik vi at vide, at vi skulle skynde os. At der var masser af job. Men det er der ikke, og med genopretningspakken skærer de ned, så der er grænser for hvor længe, vi kan være på dagpenge. Lige nu er vi mange, der føler os taget ved næsen,« siger Katrine Lindvig.


































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten