Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Gør op med skjulte fridage

Camouflerer en ansat en fridag som hjemmearbejde, skal lederen med det samme irettesætte den ansatte.

Lægger en medarbejder selv et pusterum ind i hverdagen ved at hævde, at hun arbejder hjemme, når hun egentlig pjækker, må ledelsen straks sætte en stopper for det. Også selv om årsagen er, at de ansatte generelt er hårdt pressede. Sådan lyder konklusionen fra ledelsesrådgiver Michael Uhrenholt, Lederne, i Ugens Dilemma på Business.dk, hvor en teamleder i en rådgivningsvirksomhed har god grund til at tro, at medarbejderen Ditte, tager sig en fridag forklædt som hjemmearbejde.

»Som leder er det vigtigt løbende at fornemme stemningen blandt medarbejderne for herigennem at opdage, om medarbejderne trives og er i stand til at yde det, der forventes. Når situationen opstår, hvor medarbejdere begynder at tildele sig selv fridage, uden at dette er afstemt med lederen, er det på tide, at lederen træder i karakter og konfronterer Ditte med hendes »hjemmearbejdsdag«,« siger Michael Uhrenholt.

Han anbefaler altså løsning 1, som med 35 procent af stemmerne på Business.dk da også er den mest populære løsning blandt læserne.

Fraværet er et alarmsignal

Forud for Dittes pjækkedag går en fyringsrunde, som har gjort hverdagen travlere for de tilbageværende medarbejdere og som har øget sygefraværet. Det er vigtigt at tage med i betragtning, understreger ledelsesrådgiveren.

»Et pludseligt stigende sygefravær er et alarmsignal, som lederen skal tage alvorligt. Det er ikke noget, som opstår af sig selv. Virksomhedens ledelse, er nødt til at kigge sig selv i øjnene og ransage deres egen ledelse. I sidste ende er det ledelsen i virksomheden, der sidder med ansvaret og kompetencen til at løse udfordringen. Ditte siger, hun arbejder for to, og i det lange løb er det hverken givende for Ditte eller virksomheden,« siger Michael Uhrenholt.

Han påpeger, at sygefravær er et anliggende for hele afdelingen. Derfor er det samtidig særdeles vigtigt, at lederen involverer sine medarbejdere i arbejdet med at finde løsninger til at sænke fraværet.

»Det er for dyrt at lade stå til, og på den lange bane skaber det et dårligt arbejdsklima i afdelingen. Lederen skal være klar til at håndtere medarbejdernes frustrationer, som givetvis er opstået af det stigende arbejdspres, og måske indse, at en »hjemmedag« kan være den ventil, der sikrer, at han kan fastholde medarbejdernes motivation.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu