Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Giv ansatte ny energi til forandring

Engagement. Skal de forandringer, en virksomhed vil gennemføre, ske succesfuldt, kræver det energi og engagement fra medarbejdernes side. Den energi kan arbejdsgiverne selv være med til at skabe.

Omstruktureringer, effektiviseringer, og nye strategier. Forandringer er en forudsætning for at drive konkurrencedygtig virksomhed i dag. Men skal de realiseres med succes, skal de ansatte strutte af energi på jobbet, og det gør de færreste. Kun få er nemlig rigtig engagerede i deres arbejde, fortæller konsulent i rådgivningsvirksomheden Implement og medforfatter til bogen »Dit Engagement« Mette Skøt.

»Kun hver femte person er engageret, brænder for det, han laver og står op om morgenen med en mission,« siger hun og henviser til flere forskningsresultater.

Engagement er der god grund til, at arbejdsgiverne vækker. Engagement udløser nemlig en masse energi, som er nødvendig, hvis de ansatte både skal kunne rumme forandringer i organisationen og passe de sædvanlige opgaver på en og samme tid. Faktisk kan engagement tredoble produktiviteten, viser et omfattende internationalt studie.

»Uanset om det er ledere eller ansatte, der skal gennemføre en stor strategisk transformationsproces, er energi og engagement afgørende for, om man kan lykkes med sine tiltag. Energien fra engagerede ansatte er nærmest uudtømmelig. Det handler ikke om at arbejde flere timer, men om at performe på et andet niveau,« fortæller Mette Skøt.

Forbundet med jobbet

Engagementet – eller passionen – skabes ved, at medarbejderne kender meningen med det, de laver. At de selv føler, at de er meningsfyldt forbundet med jobbet.

»Det handler om at være drevet af et formål og om at vide, hvorfor man laver, hvad man laver. Er du forbundet værdimæssigt med det, du laver, er der vældig meget trækkræft i det,« fortæller Mette Skøt.

At være engageret handler om at være fuld af energi, som kan lægges i det, man laver.

Ifølge Mette Skøt kan man tale om energi i fire dimensioner, der tilsammen udgør vores samlede energi og er gensidigt betingede: Spirituel, mental, følelsesmæssig og fysisk energi. Sidstnævnte er basal energi fra mad, motion og søvn. Den følelsesmæssige handler om at være robust og optimistisk. Mental energi gør det muligt at være koncentreret og kreativ.

»Det er den mentale energidimension, vi erhvervsmennesker er mest trænede i. Vi fokuserer på opgaver, gennemfører oplæg, holder møder. Vi er næsten overtrænede. Den sidste energi, den spirituelle, er vi ligefrem undertrænede i. Den, der binder din energi til noget ansvarsfuldt,« siger hun.

Lav mødekulturen om

Alle fire energier skal arbejdsgiverne have øje for. Ud over at hjælpe andre til at se en mening med det, de gør, kan de f.eks. øge medarbejdernes mentale energi ved at ændre mødekulturen, så folk ikke sidder med forstyrrende computere og mobiltelefoner. De kan sørge for pauser, så der er rum og tid til at få følelserne med. Og de skal gøre det muligt at spise sundt og dyrke motion.

»Det handler i høj grad også om at tale om og få et sprog omkring det,« siger Mette Skøt.

Kræver energi som til en maraton

I Rockwool har koncerndirektør Bo Rygaard haft gode erfaringer med at fokusere på energi i forbindelse med etableringen af et nyt globalt funktionsområde kaldet Group Business Development.

»Når man starter noget nyt op, er det som at løbe en halv- eller helmaraton. Man skal være udholdende og kunne levere over en lang periode,« siger koncerndirektøren, som i første omgang involverede den nye funktions ledergruppe i energitankegangen.

»Når man er chef, er man også rollemodel. Så bliver det hurtigt spottet, hvis man ikke kan følge med, når man starter nye projekter. Det er der ikke plads til,« fortæller Bo Rygaard.

Han er særligt optaget af den fysiske energi.

»Virksomheden skal ikke blande sig i, om folk cykler til arbejde eller ej, men vi er fleksible og giver mulighed for, at de ansatte kan møde senere ind, hvis de f.eks. har et fitness-hold om morgenen eller vil gå tidligere af samme årsag. Mange af kollegerne er også begyndt at dyrke sport sammen, hvilket styrker de sociale relationer,« siger han.

For Bo Rygaard er planen, at bygge oven på den fysiske energi og fokusere på de øvrige tre energityper fremover.

»Det fysiske er en grundforudsætning for, at man er velfungerende. Så kommer de andre elementer, som vi arbejder videre med nu,« siger han.

Energipyramiden:

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu