Virksomheder vil i stigende grad søge nye talenter ved at markedsføre sig i online-sfærer som den virtuelle verden Second Life.
27. juni 2007, 12:59 – opdateret 27. juni 2007, 13:28
Er den gammeldags jobannonce på vej ud?
Nutidens arbejdsgivere afprøver i stigende grad nye territorier for at få fat i de rigtige talenter og har blandt andet kastet sig over den virtuelle verden i Second Life, som også mange universiteter og forskere i dag bruger.
Som rekrutteringsmiddel er det ganske vist meget nyt, at virksomheder henvender sig til potentielle nye medarbejdere andre steder end traditionelle jobsektioner og online jobsøgetjenester, men det er kun et spørgsmål om tid, før det vinder indpas at bruge mere alternative online-sfærer til at markedsføre sig som arbejdsgiver, mener Tsz Wu, der er interaktiv direktør i reklamebureauet Work Communications.
I stigende grad vil det netop snarere være arbejdsgiverne, der skal opsøge nye talenter, end omvendt, hvilket afspejler folks voksende fokus på at få en bedre balance mellem arbejde og privatliv, siger han til den britiske avis The Guardian. Jobbene og virksomhederne skal komme til os, og derfor vil vi i stigende grad se jobtilbud og brandreklamer dukke op de steder, hvor vi underholder os eller færdes socialt på nettet.
»Bare det at se på annoncer i jobsektionen betyder, at man mentalt er et sted, hvor man tænker: I dag vil jeg lede efter et job. Men det drejer sig ofte ikke om at lede efter et job på noget bestemt tidspunkt,« siger Tsz Wu.
Det er også baggrunden for, at f.eks. online-telefonbogen Yell har stillet virtuelle telefonbokse op i Second Life, hvor brugerne kan finde links og information om karrieremulighederne i firmaet eller tale med virtuelle karriererådgivere i gule Yell-T-shirts.
»Egentlig var det ikke for at få flere kandidater til at søge. Det var en idé fra vores reklamebureau, løst fra hoften, om at vi kunne nå ud til folk, som vi ikke normalt når ud til, så folk kan se, at Yell er et selskab, der er værd at overveje jobmæssigt,« siger rekrutteringschef Isabelle Hung til Guardian.






























































