3. januar 2010, 14:38 – opdateret 3. januar 2010, 14:45

»Det første ord, jeg overhovedet lærte som barn, var ordet ”stamherre”. Jeg ved ikke, hvordan jeg havde lært det. Mine forældre havde sådan en protokol for hvert barn med første skridt, første ord og den slags, og der stod det i. Det viser meget tydeligt, hvad mine forældres hensigt var med mig. Jeg var deres eneste søn. Jeg blev præget fra starten af.

Min far var 75 år gammel, da jeg overtog. Den dag, hvor vi byttede kontor, var lidt mærkelig. Han kom op på første sal og jeg ned i hans gamle kontor. Han levede ikke så længe efter det. Han fik kræft. Det var mærkeligt at rykke ned på det kontor, hvor han havde siddet. Han havde en masse papirer, som han tog med op og jeg gjorde det samme. Vi skiftede ikke møbler. Kun kontorstolen herinde er blevet skiftet ud et par gange. Stemningen var lidt sær. Vi gik forbi hinanden ude på gangen uden at sige noget. Det skulle ligesom bundfælde sig. Det var jo en kæmpeforandring for ham. Det var hans livsværk, han skulle slippe.

Inden jeg sagde ja til at gå ind i virksomheden, talte jeg med de tre ledende medarbejdere om det. Hvis de ikke synes om det, havde jeg slet ikke lyst til at træde ind. Jeg havde et godt job, så jeg havde egentlig ikke brug for det. Men den daglige øverste ledelse ville gerne have, at jeg skulle overtage. Alternativet var jo et salg af virksomheden.«

Presset ind i jobbet

»Jeg havde det ikke nemt med at flytte til Haderslev i 1971 fra København. Jeg havde boet i storbyen i i tolv år, og havde i den grad vænnet mig til det. Jeg var ansat i et typehus-firma, da jeg blev... hvad skal jeg sige... presset af min far til at tage jobbet herovre. Som han sagde: hvis du ikke overtager, så skal virksomheden sælges. Det var en meget kraftig opfordring. Hvis jeg havde sagt nej, havde jeg helt sikkert levet et andet liv. Så havde jeg lavet mit eget typehusfirma og var gået nedenom og hjem med det.

Min far slap virksomheden hundrede procent, og det overraskede mig. Jeg var lidt nervøs over, om han ville gøre det. Jeg bombarderede ham derfor med en masse spørgsmål det første halve år, selvom jeg kendte svarene. Jeg ville bare tage teten med den dialog – og efter et halvt år sagde han til mig, at jeg ikke skulle spørge mere. Det var en taktik, der gav pote.

Da han fyldte 75 år den 14. november 1973, ville han alligevel ikke gå. Vi blev så enige om det skulle ske ved udgangen af året. Han kunne ikke rigtig bekvemme sig til det. Men jeg havde ikke selv noget problem med at slippe direktørposten, da jeg blev formand. Jeg er selv lige fyldt 70 år, og nu er det snart på tide, at en anden overtager – måske om to år.

Jeg tror, det var sværere for min far at slippe virksomheden end det er for mig. Jeg har haft en stafet, som jeg overtog fra ham. Når man afleverer en stafet, behøver man ikke at løbe mere. Men han startede løbet.

Far tog på arbejde og sådan var det. Vi var en søskendeflok på fem, som min mor styrede. Der var ikke så meget snak. Dengang sad man og ventede med maden, indtil ens far kom hjem. Jeg var ikke bange for ham. Men han havde respekt om sig.

Det var hele tiden meningen, at jeg skulle læse på polyteknisk læreanstalt ligesom min far. Men jeg var meget mere interesseret i matematik, så jeg overvejede at begynde på universitetet på det matematiske fakultet. Det kunne jeg mærke, at det var min far ikke tilfreds med.
Jeg fik ingen råd af ham. Jeg iagttog bare hans måde at drive forretning på igennem direktionsmøder og langsomt ændrede jeg selv ved nogle ting. Min rolle var at ekspandere. Dengang lagde man ikke budget. Man vidste, hvordan året var gået, når det var slut. Sådan er det ikke mere. Dengang lavede man forretning fra hoften.

Jeg begyndte at føle mig som direktør i 1976. Da overtog vi en konkurrent og de forhandlinger førte til, at jeg virkelig fik blod på tanden. Jeg gik derhjemme og slog græs en søndag. Formanden for den her virksomhed ringede til mig, og sagde, at han troede, at han kunne få min sag igennem. Men at vi måtte lægge 150.000 kroner oveni prisen. Jeg sagde, det ville jeg ikke. Så gik jeg ud og slog græs igen. Men vi fik virksomheden, og jeg følte virkelig, at jeg kunne noget. At jeg kunne stå fast.«

Krævende børsnotering

»Da vi gik på børsen, begyndte det virkelig at gå fremad. Det tror jeg aldrig, at min far havde ventet ville ske. Jeg nåede at fortælle ham om planerne, inden han døde i 1977. Men der var han så afkræftet, at jeg ikke fik en reaktion. Hvis jeg i dag skulle vælge, er jeg ikke sikker på, at jeg ville have børsnoteret. Der er simpelt hen for mange krav i dag.

Det var egentlig svært at træde i min fars fodspor. Man skulle markere, at det ikke længere var den gamle, der bestemte. Og det har jeg gjort på min facon. Jeg gjorde det ved at stille nogle anderledes krav til ledelsen, end han havde gjort. Jeg opfordrede dem selv til at finde ud af, hvad de skulle gøre. Min måde at gøre tingene på, var at stille dem spørgsmålet: hvad vil du? Jeg havde en langt mere åben stil end ham. Måske er den blevet mere lukket med årene, for Jesper har også løftet tingene, da han kom ind. Han taler jo til forsamlinger på femhundrede mennesker. Det gjorde jeg ikke. Han er også mere åbenmundet end mig, hvilket også har betydet, at han har fået nogle flere lussinger end mig. Men det er fint, at han råber højere end mig.

Jeg har efterhånden vænnet mig til tanken, at jeg er den gamle. Det er uomgængeligt. Jeg skulle også vænne mig til titlen som direktør. Det vil jeg nok sige. Jeg følte mig ikke rigtig som en direktør. Jeg følte mig som én, der bare gik rundt. Jeg var stadig lidt på besøg. Dengang var det et modefænomen. Management by walking around. Min far stod for management by fear – eller i hvert fald en version af det. Jesper er nok management by communicating.
Det har påvirket Jesper meget, at han var den ældste af de hjemmeværende børn. At han havde ansvaret. Jeg har aldrig presset ham til noget. Hvis han ville være skuespiller, så ville det også være fint. For han skulle ikke opleve det samme pres som mig. Han er rigtig god til at kommunikere. Jeg ved ikke, hvorfor han er dygtig til det. Men han siger bare tingene meget direkte og ligeud.

Hvis jeg mødte mig selv som ti-årig på gaden, ville jeg slet ikke give mig selv noget råd. Man begynder jo ikke at tale fremtid med en ti-årig knægt.«

Niels Arkil er født 1939 og uddannet civilingeniør: