Mere end 400 nuværende og tidligere 3F’ere har pensionsordninger, der svarer til den, som afgående LO-formand Tine Aurvig-Huggenberger nu kræver udbetalt. Ny 3F-formand kalder ordningen for noget, som ”Fanden har skabt”.
20. februar 2008, 07:23
Når det regner på de ansatte og politisk valgte i 3F, drypper det også på deres forgængere.
Jyllands-Posten skriver i dag, at en enkelt lønforhøjelse i fagbevægelsen koster medlemmerne to, tre eller fire gange mere, end den ser ud til at koste på grund af de såkaldte tilsagnspensioner.
Når LO-formand Harald Børsting eksempelvis får lønforhøjelse, påvirker det også hans pension i positiv retning, og hans forgængere, Finn Thorgrimson og Hans Jensen får forhøjet deres pension med to tredjedele af beløbet.
Ifølge Jyllands-Posten har dele af fagbevægelsen været så rundhåndede med pensionsordninger, at der i dag er nuværende såvel som tidligere ansatte og tillidsfolk, der har op imod en halv mia. kr. stående klar til udbetaling i diverse pensionskasser.
I dag har fagbevægelsen lukket for tilgang til de dyre ordninger, men den nyvalgte formand for 3F’s lønudvalg Kurt Hansen kalder over for Jyllands-Posten tilsagnspensioner for noget, som ”Fanden har skabt”, og siger:
”Folk skal behandles ordentligt, men det sociale sigte fortoner sig, når det er så god en ordning for de valgte. Hver gang folk skal stige i løn, skal jeg for eksempel også tage hensyn til, hvordan det vil påvirke dels deres egen pension, dels de pensioneredes pension".


























































