Tidligere milliardærer har satset så hårdt, at de enten er gået neden om om hjem eller i dag lever på bankernes nåde. Flere af de store formuer blev halveret i 2008, og den fortsatte finanskrise i 2009 kan forvandle håb til konkurs.
19. juni 2009, 06:00
Hvad der kommer let, går let.
De nye milliardærer, som er føjet til på rigmandslisten inden for de senere år, er igen på vej ud af denne eksklusive liste, allerede inden de for alvor har bidt sig fast. Mange af disse tidligere rigmænd lever i dag på bankernes nåde.
2008 blev et særdeles hårdt år, hvor milliarder af kroner blev flænset af de største personlige formuer. Formuer som årene forinden har været bygget op af papirpenge, nemlig opskrivninger af ejendomme og aktiebeholdninger, og som derfor lige så hurtigt forsvinder, når det går den anden vej.
Og helt galt går det, hvis papirformuen belånes hårdt i håb om at skabe endnu større formuer. Den grådighed har konkret kostet adskillige rigmænd deres selvstændighed. Bankerne har taget over. Enten ved at trække stikket med en konkursbegæring eller ved at sætte de pågældende selskaber og personer under administration. Konsolideringen har vist sig at være baseret på luftige værdier.
Milliarder, der får ben at gå på
Det sidste er sket for Carsten Berger i hans Rudersdal-investeringsselskab, for eks-bokseren Hans-Henrik Palm og for den tidligere storaktionær i Parken, Steen Patrick Vela. Fra de mere prominente kredse kom historien om, at Århus-advokaten med de mange formandsposter, Jørn Ankær Thomsen, også har spillet sin formue på et par hundrede millioner bort. Han undgik dog insolvensen, da bankforbindelsen valgte at stryge en gæld på 30 mio. kr.
Damgaard-brødrenes milliarder fra Navision-salget har fået ben at gå på efter en række spekulative og fejlslagne investeringer, og mest af alt tyder det på, at de to brødre sammen med kyndige finansfolk nu forsøger at redde, hvad reddes kan.
Den tidligere tøjkonge fra Carli Gry, Klaus Helmersen, trues også på sin økonomiske selvstændighed. Godt nok ser en bogført egenkapital på 516 mio. kr. tilforladelig ud efter et underskud i 2008 på næsten 600 mio. kr., men nærlæser man koncernregnskabet fra St. Frederikslund, som er Helmersens investeringsselskab, kan man se, at også Helmersen lever på bankernes nåde.
Pengestrømmene er nemlig negative – der mangler kontanter – og derfor tager revisionen forbehold i 2008-regnskabet for fortsat likviditetstilførsel fra bankerne. Helmersen skriver i regnskabet, at »ledelsen er i tæt og konstruktiv dialog med koncernens finansieringsinstitutter«.
Cash-flow nødvendig for overlevelse
Det er et sprogbrug, der betyder, at der ikke må foretages større beslutninger uden bankens samtykke. Helmersen har tidligere oplevet det helt store milliarddyk. Det skete, da han gik forkert af nogle mystiske investeringer i USA for otte-ni år siden.
Cash-flow (likviditet) er altafgørende for overlevelse – og det uanset hvor mange papirpenge man har.
2009 bliver næppe så barsk og med så store tab som i 2008, selv om ejendomsmarkedet fortsat har pil nedad. Derfor kan det frygtes, at bankerne også i år vil lukke for strømmen hos en eller flere personer med milliardforretninger, som ikke har sørget for at have tilstrækkeligt store buffere at stå imod med.
I risikozonen er Keops-stifteren Ole Vagner, der tabte halvdelen af sin formue i 2008.
Michael Kaa Andersen kan med sin Proark-koncern også komme i farezonen. Michael Kaa Andersen har endnu ikke afleveret tallene for 2008. Han har tidligere oplyst til Berlingske Business, at 2008 ender med et stort underskud. Hvor stort afhænger af behovet for nedskrivninger på ejendomme.
Proark havde ved udgangen af 2007 en bogført egenkapital på 1,3 mia. kr., men selv så stor en stødpude kan blive alvorligt angrebet i et selskab, hvor den samlede balance er meget stor, og soliditeten derfor tilsvarende beskeden.
På listen over rigmænd med ondt i formuen ovenpå finanskrisen findes også Mr. Biotek, Asger Aamund.
Han er dog mere vant til den høje søgang, som skyldes kursudsving på de to biotekselskaber, som han er medejer af. Med en rundbarberet egenkapital, der nærmer sig nul, er bufferen også hos Asger Aamund mere tyndslidt end set i mange år.
Trods trecifrede milliontab ser tidligere milliardærer som Ib Kunøe og Niels Thorberg ud til at have lidt mere at stå imod med. Thorberg har tabt en halv mia. kr. på sit bankeventyr med Gudme Raaschou, mens Ib Kunøe har tabt på nedskrivninger på børsen.
Bankerne, herunder ikke mindst den krakkede Roskilde Bank, har trukket tæppet væk under en række tidligere milliardærer i ejendomsbranchen. Blandt dem, der er sendt i Sø- og Handelsretten til afvikling, er først og fremmest en række tidligere ejendomsmatadorer som eksempelvis Kenneth Schwartz Thomsen, Martin Klüts, Carsten Leveau, Steen Bryde, Steen Gude, Peter Forchhammer og Christian Corell.































