Finanskrisen får elitestuderende verden over til at satse på en karriere i fremtidssikrede virksomheder og brancher. Det kommer danske medico- og cleantech-virksomheder som Novo Nordisk og Vestas til gavn. De oversvømmes i øjeblikket af ansøgninger fra topkvalificerede studerende fra hele verden.
23. marts 2009, 05:15 – opdateret 17. maj 2012, 19:24
En række store danske virksomheder rekrutterer i disse dage unge elitestuderende til deres graduate programmer. I år har udvælgelsen været betydeligt sværere end tidligere år. Antallet af kvalificerede ansøgere er nemlig nærmest eksploderet.
Medicinalkoncernen Novo Nordisk i Bagsværd har fået 2.500 ansøgninger fra hele verden til 32 stillinger. Det er en fordobling i forhold til 2008. Også vindmøllegiganten Vestas melder om rekordsøgning. Alene fra Europa har Vestas modtaget 2.200 ansøgninger til de 40 ledige job.
Begge koncerner melder især om en kraftig stigning i antallet af ansøgere til stillinger inden for forskellige økonomifunktioner, efter at finanskrisen stort set har elimineret konkurrencen fra investeringsbanker og andre kriseramte sektorer.
»De unge bliver stadig mere opmærksomme på Novo Nordisk og de globale karrieremuligheder, vi tilbyder, men i år har det helt sikkert også spillet ind, at vi har haft en god performance i forretningen, og at det ser ud til at blive ved med at gå godt. Det har givet ekstra mange ansøgninger her midt i finanskrisen,« siger HR-direktør hos Novo Nordisk, Lars Christian Lassen.
Den største del af ansøgerne kommer fra udlandet – men op mod halvdelen er danskere. På handelhøjskolerne i Århus og København bekræfter lederne af skolernes karrierecentre, at interessen for graduate programmer i større danske virksomheder er eksploderet i år.
Tidligere fik mange af de unge topstuderende job i erhvervslivet, inden de var færdige med specialet, og finans- og konsulentbranchen var blandt de store aftagere for blot et år siden. Men det jobvindue er lukket lige nu.
»I dag er der stort set ingen nye job at finde herhjemme, og i London, Paris og New York, hvor mange internationalt orienterede studerende søgte hen, er det endnu værre. Derfor strømmer ansøgerne til, så snart der er et ledigt job. Og for mange bliver graduate programmerne pludselig en interessant vej til en karriere i en større, international virksomhed,« siger Finn Kierulff, der er seniorrådgiver ved karrierecentret på CBS i København.
Graduate programmerne går dog heller ikke fri af finanskrisen. De store banker og konsulenthuse har beskåret eller helt droppet deres programmer, og også den del af industrien, der er hårdest ramt af finanskrisen, skærer ned. Det er yderligere med til at lægge pres på de virksomheder, der ikke er så hårdt ramt af krisen, som for eksempel medico- og clean tech-virksomheder.
Danske Bank skærer ned
Danske Bank derimod har skåret ned til en tredjedel sammenlignet med de gode år og optager i år kun omkring ti nyuddannede unge, mens krisen tvinger A.P. Møller - Mærsk til at barbere ti pct. af deres program. Det betyder, at ca. 120 unge i år får chancen hos Mærsk. Begge virksomheder melder dog fortsat om stor interesse for graduate-programmet. Hos Mærsk, som rekrutterer studerende helt frem til juli-august i år, oplever man især stigende interesse fra udenlandske studerende.
Hos Danske Bank udløber ansøgningsfristen på tirsdag, men ifølge underdirektør Søren Rahbek har interessen været stor, selvom de unge er gået mere kritisk til banken i år end tidligere år.
»Det er klart, at vi er blevet mødt med flere kritiske spørgsmål. Det er helt forståeligt i den nuværende situation, men vi oplever stadig en stor positiv interesse for de karrieremuligheder, vi tilbyder,« siger Søren Rahbek.






























































