20. marts 2007, 12:30 – opdateret 20. marts 2007, 14:19

Vestas-bossen Ditlev Engel har været igennem en særdeles turbulent periode, siden han satte sig i chefstolen for den oprindelige smedevirksomhed fra Lem Stationsby i det vestjyske for lige knap to år siden. Men med regnskabet for 2006 - et decideret turnaround-regnskab - har Ditlev Engel leveret varen. Eller i hvert fald den første del af varen. Han har fået skabt ro om virksomheden, og genskabt tilliden til, at omverdenen og herunder ikke mindst aktiemarkedet kan have tillid, hvad Vestas-folkene siger.

Det er ikke så ringe endda, som de siger i det jyske.

Men der er endnu et stykke vej at gå. Der er usikkerhed om leverandørerne, der er usikkerhed om garantiforpligtelserne, endnu usikkerhed om kundetilfredsheden, og der er usikkerhed om Vestas kan fastholde den høje markedsandel - som det dog i parantes bemærket lykkedes for dem i 2006.

Ditlev Engel er mere end nogen anden personificeringen af Vestas' turnaround. Ingen tvivl om, at Vestas-topchefen har fået hjælp fra de generelle konjunkturer på vindmøllemarkedet. Og debatten og fokuseringen fra alverdens politiske topledere om større satsning på vedvarende energi - og dermed sandsynlighed for at skattesubsidieringen kan fortsætte - luner også i Ditlev Engels bogholderi. Men ligesom topchefen får tæsk, når det går skidt, får han også roserne - og den store løn - når det går godt.

Vestas beskriver det i grunden ganske godt selv i regnskabet. Mange lyspunkter - men også samtidig store udfordringer, hedder det med deres egne ord.

Ditlev Engel erkender også nu, at personen Engel og virksomheden Vestas hænger uløseligt sammen som to møllevinger. Konkret ved, at topchefen åbner det 108-sider fyldige regnskab med ordene:

"Da jeg tiltrådte i 2005 karakteriserede jeg Vestas som en usleben diamant."

Med jeg-formen er og bliver Vestas Ditlev Engels professionelle livsopgave, og det han skal bygge sit eftermæle på, selv om han endnu kun er i 40'erne.

Og noget kunne tyde på - hvis signalerne i 2006-regnskabet står til troende - at Ditlev Engel er ved at forvandle sig selv fra en fastlavnstønde til en usleben diamant. Fastelavnstønde var den betegnelse, som Ditlev Engel hæftede på sig selv, da han i 2005 fik de mange verbale tæsk af både aktiemarkedet, medierne og kommentatorer.

Selvfølgelig er det ikke hele sandheden, at een mand kan vende en så truende udvikling, som den var i Vestas i 2005. Men meget tyder på, at den tidligere ledelse i for stor udstrækning har været et forvokset smedeværksted uden retvisende, interne rapporteringssystemer, uden kvalitetskontrol, uden logistik og risikostyring og frem for alt uden en stærk og klar vision. Godt nok bruger Ditlev Engel en række smarte management ord som "the Will to win," "failure is not an option," men det er lykkedes for ham og hans ledelsesteam også at putte konkrete værktøjer ind i disse begreber, og dermed få genskabt noget selvtillid.

Vestas er i dag en stor virksomhed. Faktisk verdens største af sin slags. Børsmæssigt er Vestas lige så meget værd som Danisco, Coloplast og Torm - tilsammen. Eller mere værd end Tryg og Topdanmark - tilsammen. Og flere og flere analytikere er ved at vende skråen og anbefale køb af Vestas. Holder de optimistiske toner i 2006-regnskabet er Vestas på vej op med Novo Nordisk-størrelse.

Så ja, verdens største vindmøllevirksomhed har vist sin eksistensberettigelse. Nu er spørgsmålet så, om de helt store drenge i vindmøllebranchen er så overbeviste om, at Vestas har lagt problemerne bag sig, at de kan finde på at præsentere Vestas-aktionærerne for et gyldent overtagelsestilbud.

Ditlev Engel har placeret sig selv i stærk blæst på billedet i årsrapporten. Næppe et udtryk for, at blæsten omkring hans person er voldsom men mere som udtryk for, at blæst er lig med business i Vestas.