Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Direktionsgangen er stadig mandens verden

"It's a man's world", sang soullegenden James Brown for 43 år siden. Og det er fortsat tilfældet, hvis man kigger rundt på de danske C20-selskabers direktionsgange.

I selskabernes ledelse er der for tiden mere end 10 gange så mange mænd som kvinder, viser en optælling foretaget af RB-Børsen.

Tallene viser, at det ellers så moderne Danmark er gået i stå, når det kommer til ligestilling, mener en ekspert.

- Man må sige, at der er plads til forbedring. Der er ikke sket voldsomt meget på den front de sidste 20 år. Og det er ikke fordi, Danmark tager initiativer som Norge og Sverige har gjort med lovgivning for at få flere kvinder ind, siger Eva Boxenbaum, lektor på Copenhagen Business School med speciale i blandt andet mangfoldighedsledelse.

Blandt 174 chefer og direktører i de 19 selskaber (A. P. Møller - Mærsks A- og B-aktier har to pladser i C20-indekset) er der for tiden 17 kvinder, fremgår det af hjemmesiderne. Syv af selskaberne har ingen kvinder i ledelsen, mens blot tre har mere end en kvinde i direktionen.

Med tre kvinder i ledelsen ud af henholdsvis otte og ni direktører topper Genmab og Trygvesta kvindeligaen. Det er samtidig de to selskaber eneste i C20, som har kvindelige topchefer.

Trygvestas koncernchef Stine Bosse mener, at der er en klar sammenhæng.
- Jeg tror ikke, at det er en tilfældighed, for nu at sige det, som det er. Jeg tror faktisk, at det er sådan, at de fleste mennesker er klar over, at forskellighed gør en forskel. Der er så nogen, der har svært ved at tage fat om det og kigge efter det. Jeg tror, at det er lidt mere indlysende, når man selv er kvinde at få øje på andre kvinders talent, siger Stine Bosse til RB-Børsen.

Det synspunkt deler CBS-lektoren, som også ser en anden mekanisme i spil: At kvindelige topchefer "suger" ambitiøse kvinder til sig.

- Der er formentlig flere kompetente kvinder, der søger ind i en virksomhed, som har en kvindelig topleder. Så de tiltrækker god arbejdskraft på lavere niveauer, siger Eva Boxenbaum.

Men hvad er det så, de mandsdominerede ledelser går glip af? Både lektoren og topchefen peger på, at kvindelige ledere ofter lægger vægt på nogle andre ting end mænd.

- Det kan du også se i grupper af medarbejdere. Det er ikke anderledes. Hvis man tager en ren kvindegruppe eller en ren mandegruppe, så er de forskellige. Jeg tror, at det bedste kommer, når du har en blanding. For vi får nogle sider frem i hinanden, som er værdifulde. Der opstår nogle andre erkendelser, der opstår nogle andre temaer, der er en anden måde at vende problemstillinger på, når du er en blanding, siger Stine Bosse.

Hun lægger i øvrigt væk på, at moderne ledere bør rumme såvel feminine som maskuline værdier.

- Man skal ikke gå rundt at tro, at kvinder i ledelse i den klassiske forstand er sådan nogle rendyrkede feminine væsner. Vi har stærke maskuline egenskaber, som vi bruger. Og det samme den anden vej. Mænd i moderne ledelse er også nødt til at bruge deres feminine egenskaber, forklarer Stine Bosse.

Endnu vigtigere er det dog - om ikke andet fra et bundlinjeperspektiv - at virksomheder ikke automatisk diskvalificerer 50 pct. af talentmassen.

- Der går simpelthen noget talent til spilde, hvis vi ikke tager de sidste 50 pct., nemlig kvinderne, med ind, siger Stine Bosse.

De syv C20-selskaber uden kvinder i topledelsen er: Danske Bank (0/16), DSV (0/7), FLSmidth (0/4), Lundbeck (0/6), A. P. Møller - Mærsk (0/5), NKT Holding (0/3) og William Demant Holding (0/1).

RB-Børsen

 




Markedet lige nu