Den ypperste jule- eller nytårsgave er at hjælpe dine kunder og dit netværk med at gøre deres job endnu bedre i 2010.
21. december 2009, 16:49 – opdateret 21. december 2009, 17:03
Vi nærmer os juletiden, og netop nu dumper bunkevis af julekort og nytårsmail ind i indbakken.
Ordene er de sammen: Tak for 2009. Vi ses i 2010.
Men stop op, og gør din hilsen mere anvendelig ved at tilbyde en gratis gave.
Det anbefaler Andy Hanselman, der er ledelsesspecialist, til Management-Issues.
”Tilbyd din assistance til kunderne - gratis. Det er let og billigt, og kunderne husker dig for din omtanke,” siger han.
De gode råd skal handle om at løse kundernes udfordringer i 2010.
”Overvej at holde et gratis seminar, hvor kunderne kan få inspiration. Men husk at det er en gave fra dig til dine kunder. Det handler om at give, ikke sælge,” siger Andy Hanselman.
Et andet råd fra ham er at hjælpe kunderne med at udvide deres netværk.
”Måske kender du personer eller virksomheder, der kan hjælpe kunden på vej i 2010?,” spørger han.
Ros er også en gave
En gratis julegave kan også være, at man bemærker kundernes succeser.
”Du kan sikkert selv genkende glæden, når du får ros fra en, der har bemærket, at du gør det godt,” siger Andy Hanselman og tilføjer:
”Det handler om at demonstrere, at du bekymrer dig om dine kunder. Det er jo logisk, at du ønsker det bedste for dem i og med, at det er dine kunder.”
Vær ægte
Humlen er at give gaver, der ikke virker som en strategisk del af din virksomhedsplan. I så fald kommer det til at virke kunstigt.
Andy Hanselman giver her sin julegave til dig ved hjælpe af denne podcast: Maximising Your Profitability.
”Det er en simpel guide, som jeg har udviklet til at hjælpe med at forbedre bundlinjen i en virksomhed. Det føles ironisk for det er netop det jeg selv lever af,” siger han.
Desuden giver han et tip til en gratis “ebog” af Seth Godin, der hedder What Matters Now.
”Pointen er, at det er gratis for kunderne at gøre brug af ovenstående tip. Måske kan de inspirere andre, og det er netop meningen,” siger Andy Hanselmann.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten