Lad ledelsen selv fortælle den forsmåede medarbejder, hvorfor hun ikke var god nok til det lederjob, som hun søgte, men du fik.
7. september 2011, 10:31
Skumler en af de ansatte i dit team over, at du er blevet rekrutteret udefra til den stiling, som hun ellers havde lagt billet ind på at få, er det ikke dig selv, der skal tage emnet op med hende. Heller ikke selv om du er hendes nærmeste leder og selv om, at hun tilsyneladende lader sine frustrationer over at være blevet vejet for let til dit job, gå ud over dig.
Sådan lyder rådet fra ledelsesrådgiver Eva Deleuran, Lederne, i Ugens Dilemma på Business.dk, der handler om, hvordan man som teamleder skal håndtere medarbejderen Asta, der gerne ville have haft hendes egen leders job.
»Lederen formoder, at Astas afstandstagen skyldes, at virksomheden fravalgte hende til lederens job. Situationen kræver en ledelsesmæssig indgriben. Jeg anbefaler derfor løsning nummer 1, hvor lederen beder sin chef tale med Asta, da det var chefen, der besluttede, at hun ikke skulle have stillingen,« siger Eva Deuleuran.
Kun 6 procent af læserne mener ellers, at det er den rette idé. Langt de fleste, nemlig mere end 7 ud af 10, mener, at det rette at gøre, er selv at tale med Asta.
Værn om teamchefens status
Men den løsning risikerer at ramme teamlederens autoritet og stække hans troværdighed.
»Ved at vælge løsning 1 kan Asta få klarhed over, hvorfor chefen har valgt, som han gjorde. På denne måde mister lederen ikke status, men kan stadig positionere sig som ny leder over for Asta og teamet,« siger Eva Deuleuran, der dog godt mener, at lederen kan varsle Asta om samtalen:
»Lederen kan eventuelt overveje på forhånd selv at orientere Asta om, at hun har bedt sin chef tage en samtale med hende og hvorfor, så Asta ikke opfatter lederen som svag, fordi chefen tager denne samtale med hende.«
Det overordnede ansvar for Astas trivsel ligger hos lederen, men hun har naturligvis et medansvar.
»Hvis chefen griber samtalen med Asta rigtigt an, vil hun bedre kunne forstå baggrunden for beslutningen og dermed sandsynligvis også bedre acceptere sin nye leder,« siger ledelsesrådgiveren.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten