Danske ledere ligner i forbavsende grad hinanden, når de skal beskrive sig selv som ledere. Det viser en ny undersøgelse, som kortlægger lederes »DNA-profil«.
17. september 2008, 05:00
Danske ledere er tilsyneladende klonede. I hvert fald svarer de forbavsende ens, når de bliver bedt om at redegøre for deres ledelsesmæssige grundværdier, holdninger og kompetencer.
Det viser en ny undersøgelse blandt 1.500 nordiske ledere »The Leadershiop DNA 2008«, som for første gang kortlægger hvilket stof, ledere er gjort af. Trods det nordiske islæt er de fleste ledere i undersøgelsen ansat i danske virksomheder.
Undersøgelsen er blevet til på initiativ af konsulentfirmaet The Coaching Company og er udarbejdet af analyseinstituttet Enalyzer. Ambitionen har været at finde ud af, hvad der karakteriserer de ledere, som år efter år med held indfrier ambitiøse mål. Og umiddelbart er svaret, at de ikke er væsentligt forskellige fra hverken de mindre succesfulde eller de ikke-succesfulde ledere.
Uanset graden af succes er lederne f.eks. enige om, at tillid og frihed er det ledelsesmæssige grundlag og det, der skaber resultater. De er enige om, at åbenhed og involvering samt motivation og mening hos medarbejderne er en forudsætning for resultaterne, ligesom de uddelegerer og har tillidt til, at opgaverne bliver løst optimalt.
Jesper Elling, direktør og indehaver af The Coaching Company, som har taget initiativ til undersøgelsen, er enig i, at lederne i undersøgelsen er meget ens.
Små forskelle
Men samtidig mener han også, at det er muligt at identificerer visse særtræk ved de særligt succesfulde ledere. Det drejer sig om de 18-20 pct. af ledere, som i undersøgelsen selv har svaret, at de har opstillet ambitiøse eller meget ambitiøse mål for deres virksomhed, og som samtidig vurderer, at de har leveret eller måske endda overleveret de ønskede resultater.
»Holder man disse succesfulde ledere op mod de øvrige ledere, så adskiller de sig på nogle punkter. De har f.eks. fokus på det fulde potentiale i virksomheden, de satser på vækst frem for fastholdelse, de har klare forventninger til den enkelte og går forrest som et godt eksempel,« siger Jesper Elling.
Klare forventninger
Ser man på tallene er en af de mest markante forskelle mellem de succesfulde og de mindre succesfulde ledere, at 17 pct. af de succefulde ledere siger, at de har klare forventninger til den enkelte, mens det kun gælder 11 pct. af de ikke-succesfulde ledere.
På baggrund af undersøgelsen, som præsenteres i dag på konferencen »The Nordic Leadership Conference« i Snekkersten, har Jesper Elling i samarbejde med professor Henrik Holt Larsen fra Copenhagen Business School analyseret sig frem til den moderne succesfulde ledertype, som beskrives som moderne »heart core«, det vil sige en ledertype, som formår at have fokus på såvel resultater som mennesker, og som derfor i højere grad end andre ledere formår at udnytte det fulde potentiale i virksomheden.
Berlingske Nyhedsmagasin er mediepartner på »The Nordic Leadership Conference«.




























