Del : SMS
Berlingske Business

CFOen får luft under vingerne

16BUSCFO.jpg
Sidste år blev Carlsbergs finansdirektør, Jørn P. Jensen, valgt som »Årets CFO«. Foto: Michael Bothager

Økonomi- direktøren er blevet stadig mere vigtig, og mange steder er han rykket op som CEOens højre hånd. Han er gået fra at være historiefortæller om virksomhedens økonomi til at have ansvaret for nye tiltag.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han eller hun er rykket op i hierarkiet og er blevet andenpiloten, der hele tiden skal holde styr på, at samtlige instrumenter fungerer og viser det, de skal. Finanskrisen har for alvor sat gang i en udvikling, der betyder en ny og styrket rolle for økonomidirektøren i landets mange store virksomheder.

Mens CEOen er den øverstbefalende, der holder skarpt øje med strategien, har CFOen i mange tilfælde fået pladsen lige under. Det kræver en helt ny type CFO, der bevæger sig væk fra blot at lave de tørre tal og fortælle om, hvordan det går med virksomhedens økonomi.

Den nye CFO skal ud i alle kroge af virksomheden og kende samtlige dele af koncernen. CFOen har fået ansvaret for flere afdelinger og skal hele tiden være i stand til at sætte fingeren på, hvor de ømme steder i forretningen er netop nu.

Det fremhæver en række ledelseseksperter og konsulenter, netop som Berlingske Business i samarbejde med PFA Pension, PwC og SAS Institute i næste uge kårer årets CFO.

1510JørnPJensen

Udviklingen understreges af, at man hos headhunterfirmaet Odgers Berndtson inden for de seneste fem år har haft mellem 20 og 30 CFO-ansøgninger for klienter årligt, når efterspørgslen har været størst. Det er langt flere end tidligere.

Partner hos Odgers Berndtson, Mikael Frederiksen, fremhæver, at økonomi og regnskab naturligt nok stadig fylder en meget stor del af arbejdet for en CFO. Men oveni er kommet en række andre discipliner med blandt andet ansvar for analyser og nye initiativer med det formål at forbedre virksomhedens indtjening. Hertil kan komme et mere bredt ansvar for forskellige supportfunktioner som eksempelvis IT.

»Tidligere skulle CFOen have et regnskab og penge klar til de projekter, som virksomheden ville føre ud i livet. I dag er CFOen »steppet« markant op. Finanskrisen gør ganske enkelt, at virksomhederne skal have langt skarpere fokus på at skære i deres omkostninger hele vejen rundt,« siger Mikael Frederiksen, der fremhæver, at styrket CFO også skal ses i lyset af, at kravene til, hvordan økonomien bliver styret i virksomheden, er skærpet.

»CFOen er ofte en tidligere revisor, og de er opdraget til, at når året er omme, bliver kassen gjort op. Sådan foregår det slet ikke i dag. Nu skal den øvrige direktion og i nogle tilfælde også bestyrelsen have besked allerede efter en uge, hvis der er noget galt med tallene. Det gør, at den moderne CFO skal ud i alle dele af forretningen og tale med alle cheferne for hele tiden at have føling med virksomheden,« siger Mikael Frederiksen.

Skal skabe relationer

Et blik i regnskaberne hos landets helt store selskaber viser, at CFOen er nummer to i selskaber som Carlsberg og J. Lauritzen. Hos medicinalkoncernen Lundbeck er CFOen med i tremandsdirektionen.

Hos Novo Nordisk er CFOen, Jesper Brandgaard, lige under CEOen, Lars Rieben Sørensen. Jesper Brandgaard har i den sammenhæng en særlig rolle med at koordinere bestyrelsesarbejdet, og han har ansvaret for den daglige kontakt til investorerne.

Hos konsulenthuset Hartmanns fremhæver adm. direktør Anne-Mette Ravn, at i de store og mellemstore selskaber, er CFOen gået fra et være historiefortæller om virksomhedens økonomi til i lige så høj grad at være den, som tænker fremadrettet og har ansvaret for nye tiltag.

»CFOen er blevet den øverste direktørs højre hånd. CEOen tegner de overordnede linjer og plejer de eksterne relationer, mens CFOen har ansvaret for de indre linjer. Det kan dreje sig om udviklingen af nye interne arbejdsgange eller implementeringen af nye IT-systemer,« siger Anne-Mette Ravn og fremhæver, at det for økonomidirektøren i dag handler om at have den brede forretningsforståelse.

»Derfor er det afgørende, at CFOen har evnen til at skabe relationer til alle i virksomheden og pleje dem. Økonomifunktionen er ikke længere en isoleret afdeling. Ansvaret for økonomien flytter i stigende grad ud i de enkelte afdelinger i virksomheden, og det er økonomichefen, der skal sætte gang i den proces og følge op. Det skal CFOen kunne håndtere på tværs af hele organisationen,« siger Anne-Mette Ravn.

Nye kandidater

Både Anne-Mette Ravn og Mikael Frederiksen er enige om, at den mere fremtrædende rolle for CFOen gør, at kandidaterne til posten rekrutteres via nye kanaler. Hidtil har topchefen inden for økonomien primært været statsautoriserede revisorer, som et stykke hen i karrieren tager springet over på den anden side af bordet.

Men der er blevet mere kamp pladserne. Revisorerne vil stadig fylde rigtigt meget op blandt CFOerne, men stadig flere hentes internt i virksomhederne. Det er økonomer, der begynder som såkaldte business controllere og arbejder sig op gennem virksomheden. Herudover er der enkelte, der har arbejdet med virksomhedshandler i konsulentfirmaerne. Eksempelvis McKinsey, Deloitte og Ernst & Young.

»Det er ikke længere nok at kunne bogholderiet til fingerspidserne. Fagligheden er vigtig, men hvis man skal helt til tops betyder personligheden mere. En uddannet revisor har værktøjskassen og et godt fundament for at blive CFO. Sådan var det også tidligere, men i dag spørger bestyrelsen for den enkelte virksomhed langt mere ind til den enkelte kandidats personlighed og er mere optaget af, hvordan vedkommende passer ind i virksomhedens kultur,« siger Mikael Frederiksen.

»Kandidaten skal have nogle gode bud på, hvordan virksomheden kommer videre og når de mål, den har sat op,« siger Mikael Frederiksen.

Anne-Mette Ravn fremhæver, at det i dag er helt almindeligt, at revisorer, som vil helt til tops supplerer deres uddannelse fra handelshøjskolen med en MBA eller lignende.

0 Kommentarer

Business blogs Alle blogs

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

På trods af store udfordringer med infrastrukturen i mange af de store byer har et partnerskab mellem det offentlige og private længe været en sovende kæmpe.Hør Sampensions direktør Hasse Jørgensen fo...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere