Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Bankfolk på hospital efter to uger i helvede

Kaos. Skrækkeligt. Et mareridt. Det er de første ord, som lyder fra flere medarbejdere i BankTrelleborg, når de skal prøve at beskrive de første to uger efter meddelelsen om bankens endeligt.

Det skriver Sjællandske Medier.

- Der er ikke mange, der ikke har grædt. Inklusive mig selv, siger personalechef Annette Bach Laursen.

Mandag 21. januar kl. 09.05 tikkede en email ind hos medarbejderne i bankTrelleborg om, at de skulle fusionere med et andet penge institut.

Efterfølgende har presset været stort for mange medarbejdere. Så stort, at flere er blevet indlagt på hospitalet som direkte konsekvens af presset.

- Tabet på aktierne er nok det mindste problem for medarbejderne. Så bliver man fyret, taber sin identitet og gode kolleger - men oveni kommer så de vrede kunder, opringninger om aftenen og i weekenden og kommentarer i butikkerne. Jeg ved, at i hvert fald to medarbejdere er blevet indlagt som direkte følge af de sidste to uger, siger personalechefen, der selv er blandt de første til at blive afskediget.

- Af årsager, jeg ikke kender, blev det først meldt ud mandag eftermiddag klokken 15, at det var Sydbank, der gik ind. Det havde nok været smartere at melde ud fra morgenstunden, siger Annette Bach Laursen til Sjællandske.

Imens måtte medarbejderne - især i kassen - stå model til mange frustrerede og vrede kunder, der stillede spørgsmål, som personalet ikke kunne svare på, da de selv ikke vidste noget.

Kilde: Sjællandske Medier

 




Markedet lige nu