Med fysisk og mental træning kan folk tæt på pensionsalderen vinde styrke og opbygge selvtillid til at blive længere tid på arbejdsmarkedet til både deres egen og samfundets fordel. Det mener tidligere OL-roer Ole Bloch på 67 år, som coacher seniorer til at forlænge deres arbejdsliv.
11. august 2010, 10:01
Dårlige knæ, gigtsmerter eller en fødselsattest fra 1950erne, der viser, at man nærmer sig pensionsalderen duer ikke som undskyldning for, at man ikke længere kan arbejde. Langt de fleste, som ikke drages af efterløn og pensionstilværelsen, kan nemlig sagtens fortsætte, hvis de bare bestemmer sig helhjertet for at gøre det.
Sådan lyder budskabet fra den tidligere OL-roer Ole Bloch, der selv har rundet de 67 år og holder både krop og hjerne i gang ved roning, cykling, løb og vægttræning.
»Nogle føler, at fordi de er 60, så skal de snart på pension, for sådan er samfundet indrettet. Men det behøver de jo ikke, hvis de ikke har lyst,« siger Ole Bloch.
Gevinst for samfundet
Han har selv erfaring som erhvervsleder, og i dag tilbyder han virksomheder og enkeltpersoner coaching i, hvordan flere af dem, der hører til gruppen af ældre, kan se sig selv blive i deres job i flere år efter den gængse pensionsalder.
»Vi kan hjælpe vores samfund helt enormt, hvis vi kan hjælpe de ældre til at få opbygget større selvsikkerhed og blive sundere, så de ikke alle damper af, for det har vi slet ikke råd til som nation. Vi skal beholde den viden, de ældre har, og samtidig vil vi spare en masse sygehusudgifter, hvis folk holder sig sunde og raske i længere tid,« siger den tidligere topidrætsmand.
Alt kan lade sig gøre
Nøglen til at få flere til at blive i jobbet ligger i høj grad hos de ældre selv, mener han. Også selv om en del virksomheder kunne gøre mere for at tilbyde mentorordninger og deltidsstillinger til dem.
»Folk må træffe et valg. Hvis de ikke føler, de kan mere, så er det sådan, det er, men hvis vi har visioner om nogle ting, vi gerne vil og bliver ved at gå efter det, så er der ikke noget, der ikke kan lade sig gøre,« siger Ole Bloch, der mener, at meditation er et af de midler, seniorer skal bruge for at visualisere og nå deres mål.
Læs også: Seniorer undervurderer egne evner
»Hvis man mentaltræner bare fem minutter om dagen, kan man rent faktisk over et års tid nedsætte sin alder med 5-12 år. Man kan også sidde i halve timer. Mange sportsfolk bruger den teknik til at forberede sig på de konkurrencer, de skal deltage i. De ser situationen for sig, det, de gerne vil have skal ske, og så arbejder underbevidstheden hen imod det,« fortæller Ole Bloch.
Han har hjulpet flere topatleter - herunder sin egen datter - også forhenværende roer og VM-vinder Mette Bloch - til sejr med mentaltræning.
Træn skavanker væk
Mindst lige så vigtig er den fysiske træning af kroppen, som kan jage sygdomme og skavanker på porten, så det ikke er den slags problemer, som spænder ben for en senkarriere.
»Det kan godt være, at du har et dårligt knæ. Men selv gigtpatienter kan få en større mobilitet, og risikoen for hjertekarsygdomme og diabetes bliver minimeret. Ofte får vi at vide af lægen, at vi skal tage den med ro, men hvis du mærker hjertet banke, når du er ude at cykle, så er det jo bare tegn på, at du holder kroppen i gang,« siger Ole Bloch, der vil have seniorene til at forkaste den bredt gældende opfattelse af, at ældre per automatik er skrøbelige og derfor skal være forsigtige med fysiske udfordringer:
»Du er jo ikke affældig, bare fordi du er 60, så træd bare lidt hårdere i trapperne.«
Pres dig selv
Helt konkret anbefaler han at dyrke motion tre gange om ugen ved cykling, gåture, løb og gerne tung vægttræning.
»Jo mere man kan presse sig selv, jo bedre får man det også. Du kan faktisk træne dig til at blive smertefri og mobil. Men det er klart, at hvis du er syg, skal du vende det med lægen,« siger Ole Bloch.
Han peger også på en sund kost som forudsætning for at holde sig i form til arbejdslivet.
»Mange tror jo, at det at drikke en kop kaffe og spise et stykke hvidt brød er morgenmad, men det er jo ikke ordentlig mad,« siger han.




























