Det offentlige ansætter flere folk end nogen sinde tidligere. Alarmerende, mener tænketank. Misvisende, siger kommunerne.
2. november 2009, 07:17 – opdateret 2. november 2009, 07:23
På blot et år er 18.000 flere blevet ansat i det offentlige, og det store flertal har fået arbejde i kommunerne og regionerne.
Tænketanken CEPOS har på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og det fælles-kommunale løndatakontor beregnet, at den offentlige beskæftigelse er steget fra 818.000 personer i tredje kvartal 2008 til 836.000 i andet kvartal i år. I samme periode faldt antallet af ansatte i den private sektor med 91.000.
CEPOS: Alarmerende stor stigning
»Der er tale om en alarmerende stor stigning i antallet af offentligt ansatte, som harmonerer meget dårligt med de meldinger, vi får for øjeblikket om, at kommunerne har svært ved at få pengene til at slå til og levere den service, som kræves af dem,« siger chefanalytiker i CEPOS, Anders Borup Christensen til Børsen.
Også arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, professor Flemming Ibsen, finder det problematisk, hvis den offentlige sektor i stigende omfang suger arbejdskraft fra den private sektor.
Det meste er lovbestemt
Kommunernes Landsforening (KL) bekræfter den store stigning men mener, at CEPOS' beregning er misvisende, fordi den ikke fokuserer på, hvilke job der faktisk besættes.
»Godt to tredjedele af jobvæksten i kommunerne er dels ansættelser af social- og sundhedselever, hvilket er et overenskomstmæssigt krav som følge af trepartsforhandlingerne sidste år, dels fleksjob og andre ekstraordinært ansatte som led i beskæftigelsesfremmende ordninger,« siger økonom i KLs forhandlingssekretariat, Frank Hedegaard, til avisen.
De resterende stillinger er nogen, som har været besat af vikarer, fordi det ikke hidtil har været muligt selv at ansætte folk i dem.






























































