Efter et katastrofalt år i 2008 blev 2009 noget af et jubelår for investorer med virksomhedsobligationer, og udsigterne for 2010 er også pæne. Jyske Bank forventer afkast i år på 11-13 procent på high yield-papirerne.
18. januar 2010, 05:27 – opdateret 2. november 2010, 14:46
Virksomhedsobligationer er igen blevet en investering, der er værd at overveje som alternativ til aktier. Der er tydelige tegn på, at konkursrisikoen er på vej ned igen, og dermed er denne form for investering ikke nær så risikabel, som da finanskrisen rasede værst. Og som ejer af virksomhedsobligationer står man foran aktieejerne, når det gælder sikkerhed.
Kreditmarkedet er forbedret ganske markant i anden halvdel af 2009, og de lidt mere risikobetonede virksomhedsobligationer – high yield – har klaret sig særdeles godt og både givet investorerne en høj rente og en kursgevinst. Det samlede afkast på europæiske high yield obligationer var i 2009 på 75 procent.
Kursgevinsten i 2009 er et resultat af, at rentespændet til statsobligationer er indsnævret ganske markant. Det betyder, at merrenten på disse virksomhedsobligationer nu er markant mindre, end da finanskrisen var på sit absolut værste. Men der er stadig tale om en betydelig merrente i forhold til situationen inden den globale finanskrise. Og kun de færreste forventer, at vi skal tilbage til situationen fra før finanskrisen. Risiko bliver simpelthen handlet til helt andre priser nu end dengang.
For investorerne betyder det, at man nu kan få et ganske markant merafkast ved at investere i virksomhedsobligationer frem for statsobligationer og dermed få en betydelig betaling for den ekstra risiko, man som investor påtager sig. Det er med til at gøre virksomhedsobligationer til et interessant alternativ til aktieinvestering. Men ligesom med aktier skal man selvfølgelig sikre sig en vis spredning i investeringen.
Kig efter high yield: Virksomhedsobligationsanalytiker Alex Hauge Andersen fra JyskeBank forventer det største potentiale i det mest risikable segment, high yield, mens virksomhedsobligationerne i det mere sikre segment, investment grade, ser mindre interessante ud.
”Papirerne i investment grade gruppen er langt mere rentefølsomme, og selv om vi forventer en yderligere indsnævring af spændet til statspapirer, så forventer vi samtidig en rentestigning, og det betyder, at vi forventer en nogenlunde uændret effektiv rente for investment grade i 2010,” siger han.
Derimod har han ganske store forventninger til high yield segmentet. Hans tidligere vurderinger fra eftersommeren 2009 har foreløbig vist sig at holde ganske godt stik med en indsnævring af rentespændet mellem high yield papirer og statspapirer på omkring 300 basispoint de seneste fire måneder.
”Det aktuelle rentespænd på omkring 750 basispoint i forhold til statspapirer venter vi i 2010 indsnævret med 100-150 basispoint,” siger Alex Hauge Andersen.
Da rentespændet var lavest, var det i forsommeren 2007 nede på 180-190 basispoint. For to år siden var spændet steget til omkring 500 basispoint, og da det toppede under finanskrisen i slutningen af 2008 og igen i marts 2009, var det helt oppe på 2200-2300 basispoint.
Fra marts 2009 og frem til indgangen til 2010 er spændet imidlertid indsnævret fra ca. 2200 basispoint og til nu ca. 750 basispoint.
Alex Hauge Andersen forventer en langt mere afdæmpet indsnævring af spændet her i 2010, så vi ender året med et en merrente på high yield papirer i forhold til statspapirer på 600-650 basispoint. Det er stadig mere end tre gange så højt som rentespændet i 2007, men det afspejler den nye vurdering af risiko. Ingen forventer, at vi skal tilbage til, at risiko prissættes så ekstremt lavt som for to-tre år siden.
Spred risikoen: Ved investering i virksomhedsobligationer er det afgørende ikke kun at satse på et enkelt papir. Alex Hauge Andersen fra Jyske Bank vurderer, at investorerne som tommelfingerregel bør have ti forskellige virksomhedsobligationer for et opnå en tilstrækkelig spredning af risikoen.
”Vi har dog mange kunder, der kun har en håndfuld forskellige papirer,” siger han.
Vil man have den ultimative spredning kan man vælge at investere via en investeringsforening. Så kommer man op på over 100 forskellige virksomhedsobligationer.






























































