Det forestående folketingsvalg har fået mange til at spekulere på, om udfaldet får nogen indflydelse på aktiemarkederne. Umiddelbart er den mest udbredte opfattelse nok, at koblingen er relativt beskeden.
7. november 2007, 09:40
FOLKESTYRET ER EN HJØRNESTEN og derfor en vigtig del af vores samfund. Men måske er der et misforhold mellem, hvor megen plads valget til vores lovgivende forsamling har i mediebilledet og for hvor stor, den realøkonomiske effekt af udfaldet vil være.
Nu er et afgørende kriterie for mediebilledets sammensætning langt fra altid væsentlighedskriteriet. I takt med liberaliseringen på radio og TV-området har konkurrencen om seernes gunst sikret, at mediefladen hovedsagelig fyldes af behagende underholdning frem for oplysende information. »Vild med Dans« har klart en højere prioritet end »Orientering«.
For det politiske system har det tilsyneladende fået den effekt, at det efterhånden er en forudsætning, at man har deltaget i »Vild med Dans« for at blive opstillet til Folketinget. I hvert fald hjælper det svært, og man kan jo have sine egne meninger om, at landets lovgivende forsamling rekrutteres ud fra, om de er blevet oplært godt af Vicky Jo og Marianne.
Netop derfor er det måske meget udmærket, at koblingen mellem realøkonomien og det politiske system ikke er så stringent, som mange tror, og som særligt politikerne gerne vil give os et billede af. Langt hovedparten af befolkningen oplever i disse år en velstand, som er langt højere end for 10 og 20 år siden, og mange har oplevet en velfærdsstigning de senere år, som virkelig kan mærkes.
Der er naturligvis mange, som stadig oplever et efterslæb. Særligt når de betragter deres egen situation i forhold til de, som har oplevet størst velstandsstigning. Det er imidlertid et vanskeligere politisk tema at sælge i dag, at ville sikre de svage, end at ville sende socialt belastende indvandrere ud af landet.
MEN DEN STIGENDE velstand er langt fra skabt af vore politikere. I hvert fald ikke direkte ved den førte økonomiske politik, lige bort set fra liberaliseringen på boligfinansieringsområdet. Meget kommer ude fra, og rigtig meget er finansieret af boligejerne, hvis ejendomme på relativt få år er mangedoblet i værdi. Det har ganske enkelt ikke været nødvendigt at stimulere økonomien via finanspolitikken, fordi de private husholdninger har anvendt langt over 100 pct. af deres disponible lønindkomst til forbrug.
De amerikanske politikere fandt først ud af, at det var en for regeringen »gratis« måde at stimulere økonomien på, og siden har det udviklet sig til historiens hidtil største pyramidespil. Det har ikke været rigtigt hårdt at fremstå som succesrig politiker de seneste ti år. Men lige så let det har været, ligeså hårdt kan det blive, når vi ser ti år frem. Ganske vist har vi et godt udgangspunkt. Virksomhederne er veltrimmede og tjener store penge, så beskæftigelse og evnen til at betale gode lønninger er god. Hele den globale outsourcing har sat sving i de fremadstormende økonomier som Kina og Indien, men også i mange andre såkaldte emerging markets-økonomier oplever befolkningerne stigende velstand.
Alligevel er der grund til at være forberedt på, at vi i en årrække – måske ikke lige nu, men inden for en overskuelig horisont – vil blive nødt til at forbruge noget mindre, end den disponible lønindkomst, fordi vore boliger vil falde i værdi, og gælden skal reduceres. Det vil sætte mere pres på lønkravene, og samtidig oplever vi stigende råvarepriser – olieprisen nærmer sig 100 dollar pr. tønde.
Så »Vild med Dans«-generationen af nye politikere vil møde anderledes store udfordringer end de gamle rotter på Borgen. Det kan så være, at grundtrinnene fra Vicky Jo’s og Mariannes indlæring skal suppleres med andre færdigheder. Men heldigvis er det politiske systems indvirkning på realøkonomien nok overdrevet, og aktierne vil næppe være stærkt påvirkede af valgets udfald.
Business.dk forbeholder sig ret til, men er ikke forpligtet til, at redigere eller fjerne kommentarer fra debatter, der er:
- i strid med gældende lovgivning
- racistiske eller injurierende
- skrevet i en grov tone
- udleverer personlige oplysninger
Ved at kommentere accepterer du, at Business.dk herefter frit og fremover kan offentliggøre dit indhold i Berlingske Tidende, på www.business.dk eller andre platforme og medier, som drives af Det Berlingske Officin.


























































