AKTIESPIL: Vestas blev mandagens bundprop i C20-indekset. Investorerne tog ikke godt imod vindmølleproducentens offentliggørelse af en obligationsudstedelse, samtidig med at storbanken Deutsche Bank skar sit kursmål på aktien med knap 32 pct.
15. marts 2010, 17:25
C20-indekset lukkede mandag 0,4 pct. lavere i 371,01.
- Vestas var mandag i fokus med nyt om sit obligationssalg og nedjusteringen fra Deutsche Bank, hvor investorerne handlede aktien ned under en solid omsætning. Dagens nøgletal påvirkede ikke markedet som sådan, men de amerikanske markeder åbnede i negativt terræn og gav de danske aktier et ekstra skub nedad, sagde aktiechef Ole Kjær Jensen hos Sydbank til RB-Børsen.
Vestas faldt 2,9 pct. til kurs 263,6. Vestas Wind Systems meddelte mandag, at vindmølleproducenten nu vil udstede Eurobonds-obligationer for i alt 600 mio. euro. Det sker som et led i Vestas' bestræbelser på at optimere og diversificere dets finansieringsgrundlag og for yderligere at styrke dets kapitalberedskab. Obligationerne vil få en løbetid på fem år, og renten vil ligge mellem 225 og 230 basispoint over benchmark-renten. Nettoprovenuet fra udstedelsen vil blive brugt af Vestas til generelle finansierings- og forretningsmæssige formål.
Mandag sænkede Deutsche Bank sit kursmål på Vestas-aktien til 215 kr. fra 315 kr., samtidig med at anbefalingen blev nedjusteret til "sælg" fra "hold". Det schweiziske finanshus UBS sænkede sit kursmål på Vestas til 360 kr. fra 410 kr., men UBS gentog anbefalingen "køb".
Novo Nordisk endte 0,3 pct. højere i kurs 409,7. Novo Nordisk konkurrenten Eli Lilly og samarbejdspartneren Amylin Pharmaceuticals ser ud til at få godkendt den langtidsvirkende GLP-1 variant Byetta Lar uden de store sværdslag. Det fremgår af de amerikanske sundhedsmyndigheders svar på godkendelsesansøgningen. Dermed står Byetta Lar, der får markedsføringsnavnet Bydurean, til at blive endeligt godkendt, når de verserende uklarheder er løst. Men hvornår det bliver, er endnu usikkert. Ifølge en kommentar fra den schweiziske storbank Credit Suisse, så tror banken på en forholdsvis hurtig godkendelse af Byetta Lar, måske på kun to måneder. Sydbanks medicinalanalytiker Rune Dahl mener dog, at der vil gå seks til 12 måneder, før Bydurean (Byetta Lar) bliver lanceret.
FLSmidth modtog mandag eftermiddag en ordre på materialehåndtering i Indien til en værdi på 400 mio. kr. Der er tale om et kultransportanlæg. Ordren vil påvirke indtjeningen positivt indtil primo 2013. Aktierne i FLSmidth lukkede mandag 0,6 pct. lavere i kurs 376,5.
Softwareselskabet Simcorp steg 0,4 pct. til kurs 1049. Selskabet oplyste i en fondsbørsmeddelelse, at hollandske ING Investment Management udvider sin Simcorp Dimension-aftale.
Bavarian Nordic lukkede 4,3 pct. højere i kurs 217. Selskabet publicerede yderligere data, som viste, at mus kan beskyttes mod en dødelig infektion med musekopper, en virus nært beslægtet med den menneskelige koppevirus, med en enkelt vaccination med koppevaccinen Imvamune.
William Demant lukkede 1 pct. lavere i kurs 368. Det svenske finanshus SEB Enskilda hævede sit kursmål på William Demant-aktien til 280 kr. fra 325 kr., men fastholdt sin salgsanbefaling.
RB-Børsen






























