Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Usikkerhed endte med kursfald

De europæiske investorer vippede flere gange frem og tilbage, mens de overvejede næste træk på tirsdagens aktiemarked.

Negative vinde fra flere kreditvurderingsbureauer til dels lande og dels banker i Europa trak en vej, en stærk tysk erhvervstillid trak modsat, mens en stigende risiko-lyst midt på dagen afspejles i faldende omkostninger til finansiering af statsgælden i såvel Italien som Spanien. Men alt blev udraderet af skuffende detailsalg på det nordamerikanske kontinent, som gav en kold skulder til enhver form for yderligere investeringslyst.

Det danske marked var i forvejen enegænger i et ellers positivt Europa frem til detailsalgsopgørelse, da C20-indekset var kraftig påvirket af et mindre fald i Novo Nordisk, der i kraft af aktiens defensive karakter typisk trækker ned, når de cykliske aktier stiger ved øget risikoappetit. Samtidig trak TDC markant ned, efter kapitalfonden NTC har solgt en stor aktiepost.

Dagens samlede indsats gav et fald i det danske toneangivende aktieindeks, C20, på 0,6 pct. til 442,18.

De fem fonde bag TDC har via Nordic Telephone Company solgt 128 mio. aktier i telekoncernen til 43,40 kr. per aktie. Det bekræftede det danske teleselskab.

Posten svarer til 14,9 pct. af selskabets samlede aktiekapital, og NTC sidder dermed tilbage med 43,3 pct. af kapitalen i selskabet. TDC faldt 4,3 pct. til 43,28 kr., men bør ifølge aktierådgiveren ikke falde væsentligt lige med det første.

Novo Nordisk blev brugt som likviditetsgenerator til køb af mere risikobetonede aktiver i formiddagens løb. Men der var igen hjælp at hente, da disse igen blev smidt tilbage i markedet senere på dagen.

- Novo satte endnu engang kursrekord i går. Det bruger nogle investorer til at tage lidt af gevinsten hjem, aktierådgiver Jesper Bamberger fra Nordea.

Novo Nordisk-aktiens store tyngde i C20 indekset på mere end 40 pct. holdt det danske C20-indeks i rødt hele dagen. Aktien lukkede 0,7 pct. lavere 766 kr.

Enkelte af de cykliske aktier holdt dog ved formiddagens løft hele dagen. A.P. Møller-Mærsk B lukkede med et plus på 0,3 pct. for B-aktien i 45.600 kr.

Mere end et dusin spanske banker har fået et hak i kreditværdigheden af Standard & Poor's. Det gav en negativ effekt på de danske banker trods de succesfulde auktioner over statspapirer i såvel Italien som Spanien. Danske Bank faldt 0,9 pct. til 90,75 kr. pct., Nordea dykkede 1,4 pct. til 51,30 kr. og Sydbank lukkede 2,7 pct. lavere i 110 kr.

Analytikernes dom over det skuffende regnskab fra Vestas i sidste uge bliver ved med at sætte sine spor.

- Selv om man ikke skulle tro det, var regnskabet endnu ringere end ventet. Det afføder bare store estimatnedjusteringer, konstaterer Nordeas aktierådgiver.

Tirsdag kom det frem, at tyske Nord/LB og Goldman Sachs har reduceret kursmålet. Dermed står 15 analytikere med nedjusterede kursmål på Vestas-aktien efter regnskabet. Det lyder nu i gennemsnit på 60 kr., mens de samme analytikere før regnskabet havde et snit-mål på 80 kr. Aktien i Vestas faldt 6,3 pct. til 51,95 kr. - det laveste niveau siden 2003 og tirsdagen bundprop i C20.

Udenfor eliteindekset fortsatte himmelflugten i Mols-Linien. Aktien er steget markant den seneste tid og mere end fordoblet på bare en uge uden anden specifik selskabsnyhed, end at Mols-linien for en uge siden indgik en tiårig aftale om indchartring af hurtigfærgen Norman Arrow til ruten mellem Sjællands Odde - Aarhus og Sjællands Odde - Ebeltoft. Aktien steg tirsdag 20 pct. til 29,40 kr.

 




Markedet lige nu