Uret har mistet sit monopol som viser af tid. Til gengæld kan det rigtige ur være en glimrende investering, og velhavende asiater er med til at holde hånden under markedet. Men pas på faldgruberne.
27. august 2011, 07:45
Som tidviser er det mekaniske armbåndsur for længst udkonkurreret. Men som smykke- og investeringsobjekt er de små tekniske værker mere populære end nogensinde. En mulig sikker havn i ly for stormene på de finansielle markeder. Og samtidig giver uret - til forskel fra aktier i et depot - en daglig fysisk glæde:
»Det dejlige ved at købe et godt ur er, at du kan gå med det, mens det stiger i værdi. Du kan jo ikke bære en aktie eller en obligation,« siger Kristian Haagen, der er auktionshuset Bruun Rasmussens urekspert og en af Danmarks mest erfarne urnørder med flere bøger om emnet på samvittigheden.
At tjene penge på sin urinteresse - eller blot sikre værdien af tikkeværket - kræver dog grundigt forarbejde. Det er nemlig langt fra alle dyre mærker, som bevarer værdien. Derfor kræver investering i ure, præcis som aktiespekulation, en seriøs analyse af markedet og de enkelte firmaer. Model og produktionsår har betydning for urets værdi, ligesom vedligehold og bevarelse af orginale certifikater og bokse er vigtig for den fremtidige prisudvikling:
»Du skal ikke investere i ure som grønskolling. Enten er du i forvejen urnørd, som bruger fritid på at følge markedet, eller også bør du have en god rådgiver, der kan guide dig,« siger Per Henriksen, indehaver af vintage ur-butikken Franz Jaeger & Me i København.
Se web-TV: Disse ure skal du investere i
Han peger på Rolex som et af de mest sikre valg. Gennem årtier er mærkets klassiske modeller steget støt i værdi:
»I dag får du ikke meget sjov ud af at sætte 30.000 kroner ind på en konto i banken. Men køber du et godt Rolex Sea-Dweller til 30.000, vil du formentlig kunne sælge det om tre-fem år til 35.000. Og så får du glæden af det imens.«
Visse modeller fra den italienske urproducent Panerai produceret i 1997-1998 og med en nypris på knap 15.000 kroner opnår i dag ofte priser over 50.000 kroner.
De virkeligt høje hammerslag falder dog, hvis modellen findes i et begrænset antal, eller hvis der kan knyttes en god historie til uret. Eksempelvis blev Einsteins Longines armbåndsur i 14 karat guld solgt for godt tre millioner kroner i 2008 på Antiquorum i New York, verdens største auktionshus for ure.
Stein Baggers guldur
»En tikkende historiefortælling giver bonus. Jo mere, du kan fortælle om ejerforholdene og urets historie, des højere pris. Da Stein Baggers Vacheron guldur sidste år blev solgt på Bruun Rasmussen, gik det for cirka 120.000 kroner, hvilket var højere end min vurdering. Måske det var en af de rigmænd, som havde tabt stort på Bagger, der lige skulle eje uret for at kunne fortælle vennerne, at han i det mindste havde sikret sig et minde om manden. Ellers havde uret ikke opnået den pris,« fortæller Kristian Haagen.
At markedsværdien stiger 5.000 eller 10.000 kroner er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med din nettogevinst. Sælger du uret til en forhandler, skal han have sin fortjeneste, ligesom auktionshusene opkræver gebyrer for at formidle en handel.
Og som på aktiemarkedet kan der også opstå bobler på ure:
»Inden finanskrisen blev alle Rolex solgt til skyhøje priser, men efter krisen er det kun Rolex’ bedste modeller, især sportsure som Daytona og Submariner fra 1960erne med boks og originale papirer, der stadig opnår toppriser. Der blev med andre ord ryddet op,« fortæller Kristian Haagen.
Flere ureksperter peger dog på, at det begrænsede udbud af brugte kvalitetsure kan lægge en bund under markedet i modsætning til eksempelvis boliger og aktier, hvor udbuddet til enhver tid kan øges gennem nybygning og aktieudstedelser.
Asien vil presse priserne op
Interessen for dyre brugte ure er steget markant de senere år. Blandt andet takket være internettet:
»Netauktioner og de mange internationale fora på nettet har fået interessen for gamle ure til at eksplodere, fordi markedet er blevet langt mere gennemsigtigt. Men selv om der i dag er en enorm handel online, blomstrer den fysiske handel med ure også. Og jeg vil stadig anbefale folk at se med fingrene. Du skal virkelig sætte dig ind i, hvad du køber,« siger Kristian Haagen.
Og med stadig flere velhavere i Asien og Sydamerika vil interessen for gode vintage ure blot fortsætte i vejret, spår han. Gennem Hong Kong er Kina i dag verdens største marked for dyre ure efterfulgt af USA og Europa:
»Den kinesiske efterspørgsel er steget med en tredjedel alene i første halvdel af 2011. Og da firmaerne bag de gode ure ikke bare skruer deres produktion i vejret, tømmer kineserne lige nu markedet for de mest populære ure fra eksempelvis Patek Philippe, Piaget, Breguet, Omega og Longines.«
Amerikanere og europæere har dog vintage urene for sig selv - lidt endnu:
»I dag vil asiaterne have nye ure, der oser af rigdom. Men den dag det kinesiske marked bliver kultiveret, og bling afløses af klasse, vil hammerslagene på brugte ure falde på langt højere niveauer. Om syv til ti år vil mainland China have stor indflydelse på prissætningen,« vurderer Kristian Haagen.B



























































