Unge lykkejægere tror på hurtig aktiegevinst

Finanskrisen brager ud i medierne, og profetier om stigende aktiekurser får flere danskere til at interessere sig for aktier og aktiemarkeder.

»Vi mærker en kæmpe vækst blandt interesserede begyndere. På vores aktiemesse i forrige uge måtte vi lukke dørene, fordi vi ikke kunne være flere. Og også på vores aktieskole er der 'fully booked',« fortæller Charlotte Lindholm, direktør i Dansk Aktionærforening til MetroXpress.

Også hos Nykredit mærker man en stigende interesse for aktier og aktiehandel.

»Når folk læser om, at nogle tjener mange penge på kort tid, så tænker folk: Hov det vil jeg da også,« siger afdelingsdirektør i Nykredit Sune Mortensen og forklarer, at det er helt naturligt, at folk bliver interesserede i aktiemarkedet i opgangstider.

»Aktiemarkedet har altid være omgærdet af romantik og mystik. Selv om man drømmer om de nemme penge, er det vigtigt at holde fødderne på jorden,« siger Sune Mortensen til MetroXpress.

Og det er også, hvad Dansk Aktionærforening anbefaler.

»Vi har været inde i en periode, hvor folk var handlingslammede og uforberedte. Nu ser det lidt bedre ud, og så kommer folk tilbage på markedet, og nye kommer til. Men det er altså ikke bare at stikke fingeren op i luften, og så kommer pengene,« siger Charlotte Lindholm. Hun anbefaler, at folk skal tænke sig om og søge viden, så de bliver bedre til at skelne værdier fra varm luft.

Kvinder er mindre Tarzan-agtige

Det er især mænd, der dominerer aktiemarkedet, og ofte dem, der falder for finanskrisens lave aktiekurser. Og selv om mange kvinder efterhånden melder sig til begynderkurser i aktieinvestering, sidder mændene tungt på pladserne - især i de mere avancerede klasser.

»De fleste kvinder stejler lidt, når de hører om aktiemarkeder og valutaspekulation, men faktisk er de rigtig gode til at handle, når de først kommer i gang,« fortæller Charlotte Lindholm, der er direktør i Dansk Aktionærforening.

Hun er ikke i tvivl om, at kvinderne har mindst en stor fordel, når der skal handles.

»Kvinder har mindre Tarzan-energi, og de bliver ikke overmodige. De handler sjældnere og er langt mere velovervejede,« siger hun til metroXpress.

Mændene på aktiekurserne har også en tendens til at drømme om den hurtige gevinst.

»Mændene er mere overmodige og handler langt oftere end kvinderne, og det er faktisk ikke nødvendigvis en fordel,« siger Lindholm.

 



Markedet lige nu