Kriseramte Alm. Brand kan ende på TrygVestas hænder. Tryg-direktør Stine Bosse er i hvert fald ikke uinteresseret i konkurrenten.
1. september 2009, 19:21 – opdateret 18. maj 2012, 15:52
Forsikringskoncernen Alm. Brand kan blive overtaget af TrygVesta og dermed skabe en meget stor nordisk forsikringsaktør.
Tryg Vesta, med koncerndirektør Stine Bosse i spidsen, har gennem lang tid ønsket at vokse og gerne via overtagelse af konkurrenter. Problemet har dog været, at ingen af de interessante konkurrenter har været til salg, og at priserne har været alt for høje. Men økonomisk smalhals og en stormende finansiel krise, har nu sendt en stribe finansielle aktører, herunder flere forsikringsselskaber, ud i problemer, og Stine Bosse pønser på at udnytte situationen.
Et af de selskaber, som er interessante for TrygVesta, er Alm. Brand, som netop har afleveret elendige regnskabstal, og hvis selvstændighed derfor er truet.
”Jeg kan ikke sige, at vi er en aktiv spiller i forhold til en konsolidering og så sige, at det ikke gælder Danmark. Hvis Alm. Brand kommer til salg, vil vi naturligvis kigge på det. Men det er ikke noget, vi har aktuelle planer om,” siger Stine Bosse, som dermed understreger, at TrygVesta ikke vil tage selvstændigt initiativ til at byde på Alm. Brand – endsige forsøge sig med et fjendtligt overtagelsesforsøg.
Et af problemerne kan være, at konkurrencemyndighederne vil vurdere, at et kombineret Tryg-Brand-selskab vil være for stort for de danske og nordiske markeder. Ifølge Stine Bosse burde det dog ikke være noget stort problem.
Alm. Brand har alle år kæmpet hårdt for at opretholde selvstændigheden. Og trods den øjeblikkelige krise, så har selskabet ikke umiddelbart nogen planer om at lægge sig på ryggen for TrygVestas bejleri.
”Det er rart at vide, at nogle kan være interesserede i os. Men vi har en strategi om at være selvstændige, og den følger vi. Så vi er ikke til salg," siger Søren Boe Mortensen, adm. direktør i Alm. Brand-koncernen.
Der har længe været en konsolidering på vej i den danske og nordiske forsikringsbranche, så der kommer færre aktører, og TrygVesta er klar. I første omgang ser Stine Bosse mod Finland, men Danmark er naturligt nok fortsat særdeles interessant for TrygVesta.






























































