Lars Frederiksen, adm. direktør i Chr. Hansen, er enig med Lars Rebien Sørensen i, at der er behov for politisk handling nu, ligesom han mener, at de politiske diskussioner ofte handler om mindre væsentlige emner.
9. september 2010, 12:24 – opdateret 9. september 2010, 12:57
"Jeg er helt enig i, at den politiske debat mangler "flyvehøjde". I stedet for at diskutere de reelle problemer, nemlig hvordan vi tilpasser os en realitet med lavere skatteintægter fra olien i Nordsøen, en stigende aldring af befolkningen og verdens største offentlige sektor, går alt op i snuptags-løsninger og motorveje i Vestjylland".
Sådan siger topchefen hos Chr. Hansen, Lars Frederiksen. Selskabet, der netop er vendt tilbage som børsnoteret virksomhed efter en årrække under kapitalfonds-ejerskab, konkurrerer på det globale marked, og netop erkendelsen af at Danmark er en del af en global verden, er en nødvendig erkendelse, som politikerne skal tage meget alvorligt. Meget snart.
"Vi har en velfærdsstat, der er bygget i 60'erne, og som slet ikke er tilpasset en globaliseret verden i 2010, hvor folk får en uddannelse i et land, tjener penge i et andet og tredje land, og går på pension i et fjerde. Det kræver dybtgående og radikale reformer, hvis det skal bestå, og vi har ikke lang tid til at gøre det," siger Lars Frederiksen.
Han mener, at Danmark skal have et skattesystem, der giver virksomheder og mennesker lyst til at etablere sig og arbejde i Danmark fremfor gennem efterlønnen og lignende ordninger at belønne, at man holder op med at arbejde.
"Og det gør vi altså ikke igennem at straffe folk med verdens højeste skatter. Og vi ved jo godt, at det er et problem, idet vi har etableret en forskerordning med lav skat for at tiltrække udenlandske eksperter til Danmark i 3 eller 5 år," siger han.
Pinagtigt
"Vi er også nødt til at erkende, at vi alle skal trække i den samme retning, og jeg synes, det er pinagtigt at opleve den modtagelse, som Novofondens donation på 500 mio. kr til et diabetescenter i Danmark har fået. Ville vi hellere have haft, at Novo havde givet de penge til en center I Schweiz?," spørger Chr. Hansen-direktøren.
Han peger på, at Danmark skal sikre et signifikant løft første og fremmest i folkeskolen og dernæst i hele uddannelsessystemet.
"Det var engang vores væsentligste konkurrencefordel, det er det bare ikke mere. I stedet for at diskutere substans er det udelukkende blevet en ideologisk diskussion om for eller imod privatskoler. Det er en sekundær diskussion i forhold til, hvordan vi får forbedret hele skoleområdet - privat og offentligt," siger han.
"Vi er også nødt til at acceptere plads til forskellighed og plads til, at unge mennesker kan se at det med en god uddannelse kan lade sig gøre at tjene væsentlig mere, end hvis man ingen uddanelse har," siger Lars Frederiksen.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten