To sværvægtere forlader Carlsbergs bestyrelse

To tidligere meget magtfulde personer fra toppen af dansk erhvervsliv foreslås skiftet ud med nye udenlandske kræfter i Carlsbergs bestyrelse. (Opdateret 07.51)

Både Henning Dyremose og næstformand Jens Bigum er på vej til at forlade Carlsbergs bestyrelseslokale.

I en meddelelse i kølvandet på årsregnskabet skriver Carlsberg, at man foreslår de to rutinerede herrer skiftet ud i bestyrelsen med to udenlandske kandidater i skikkelse af irske Richard Burrows og Kees van der Graaf fra Holland. Det er en historisk beslutning, i det Carlsberg aldrig før har haft udlændinge siddende i bestyrelsen.

Bestyrelsesformand angiver, at årsagen til skiftet er fuldstændig det samme som de ændringer man så for kort tid siden i topledelsen, hvor to danskere i toppen af Carlsberg blevv erstattet med to udenlandske kandidater.

Det er opkøbet af Scottish & Newcastle der har gjort Carlsberg til en langt mere gobal og kompleks virksomhed, som derfor medfører ændrede krav til både ledelse og bestyrelse om globalt udsyn og erfaring.

Jens Bigum, tidligere topchef hos Arla Foods, har siddet i bestyrelsen i 8 år, mens tidligere finansminister og TDC-chef Henning Dyremose har siddet i bestyrelsen i 10 år.

De to udenlandske bestyrelses-kandidater, som skal godkendes på generalforsamlingen, har begge masser af erfaring fra store udenlandske selskaber.

Irske Richard Burrows er 63 år og er en tidligere topchef hos spiritusgiganten Pernod Ricard. Derudover sidder han i bestyrelsen hos bl.a. Rentokil, Bank of Ireland og Citijet.

Kees van der Graaf er 58 år og er tidligere bestyrelsesformand for alle Unillevers aktiviteter i Europa. Han havde en 32 år lang karriere i virksomheden, hvor han bestred en række tunge job hos fødevaregiganten.

 



Markedet lige nu