"De omkostningsreduktioner, vi har set i TDC hidtil, er marginale i forhold til dem, vi vil se nu. Den fremadrettede kurs i TDC foregår ikke med schweizerkniv i hånden men med junglemachete af den største slags".
11. november 2008, 10:21 – opdateret 16. maj 2012, 23:58
Sådan vurderer teleanalytiker John Strand, direktør i Strand Consult, tirsdag morgens fyring af TDCs koncernchef Jens Alder. Han nåede at få lige over to år i førersædet for Danmarks største telekoncern. Han afløste Henning Dyremose 1.
oktober 2006, efter at de fem britisk-amerikanske kapitalfonde havde overtaget TDC trekvart år tidligere.
Fondene meldte straks ud, at de forventede at sælge TDC videre i trimmet tilstand efter fem-syv år.
»En ting er sikkert: Da kapitalfondene købte TDC, havde de tre
exit-muligheder: At sælge til en anden kapitalfond, at finde en industriel køber - altså et andet teleselskab - og en børsnotering af selskabet. De gik i gang med at sælge alt uden for Danmark fra og fokusere på en dansk forretning med nordisk mobil. Jens Alder har gjort det fantastisk. Han var været bedre til at skære i omkostningerne i hovedforretningen, end Telenor har gjort det i Norge og Telia i Sverige. Han har kort sagt lavet et ganske flot arbejde, og det regnskab, som han fremlagde torsdag i sidste uge, var ganske fint. Man kan ikke sætte en finger på Jens Alder,« siger John Strand til Business.dk..
Umuligt at sælge TDC
De styrtdykkende aktiekurser har betydet, at muligheden for at sælge TDC til en anden kapitalfond er stort set ikke-eksisterende nu.
»Derfor har kapitalfondene været rundt i hele byen for at sælge TDC men har fundet ud af, at der ikke er en industriel køber, der vil overtage. Eneste mulighed er derfor en børsnotering. Men med kursudviklingen er TDC væsentligt mindre værd i dag, end da fondene købte TDC. Så fondene er i samme 'lykkelige'
situation som dem, der har købt villa på Strandvejen for et år siden i
spekulationsøjemed: Det er ikke særligt sjovt. Og fondene fyrer ikke sig selv.
Til gengæld fyrer man den administrerende direktør, der er den kompetente og ved noget om telemarkedet, og erstatter ham med en mand, hvis driftsmæssige erfaringer inden for tele er at trykke på en internet-browser og på den rød/grønne knap på telefonen,« siger John Strand.
»To Lego-mænd og en tidligere konsulent«
Jens Alder blev hentet til TDC fra Swisscom, Schweiz' var på TDC, hvor han havde siddet som topchef i adskillige år, indtil han og bestyrelsen blev uenige om nødvendigheden af opkøb i udlandet for det stenrige teleselskab.
Jens Alder kunne ikke få lov til at bruge af pengetanken og forlod til sidst selskabet. TDC konkurrerer i Schweiz gennem mobilselskabet Sunrise.
»Hvis jeg var TDCs konkurrenter, ville sige, at dette var det bedste, der kunne ske. Nu består TDCs direktion af to tidligere Lego-mænd og en tidligere konsulent - alle sammen dygtige folk, men det ændrer ikke ved det faktum, at fondene har købt TDC for dyrt, og det ændrer heller ikke ved de udfordringer, som TDC står overfor. Der er nu kun én måde, som kapitalfondene kan forbedre indtjeningen i TDC på. Det er gennem aggressiv nedskæring af omkostningerne,« vurderer John Strand.






























































